"Det var en Lørdag Aften,
Jeg stod ved mit Komfur,
Da Skorstensfejeren faldt ned
Til mig, og gjorde Kur."

Jeg sagde ham, at Lassen
Alt var mit Hjertes Skat;
Han raabte: "Sidse Madsen, ak,
Saa er jeg rent forladt."

Og af hans sorte Kinder
Løb salte Taarer ned;
Han raabte: "Se, paa mine Knæ
Jeg be'er om Kjærlighed."

O elskte Sidse Madsen,
Jag ej mig Stakkel bort!"
Jeg svared: "Uh, Hr. Didriksen,
De gjør mit Gulv saa sort."

"Jeg ej vil Farven nægte,
Den hører til min Stand!"
Jeg lo: "Den er ej ægte, den
Kan vaskes af i Vand."

Saa foer den sorte Ridder
Dog til og kyssed mig;
Men nu kom netop Lassen ind
Og hørte, at jeg skreg.

Først saae han mig paa Munden,
For den var bleven sort;
Saa tog han Skorstensfejeren
I Nakken og løb bort.

Vort Brandkar stod dernede
Hel fyldt, der kasted han
Forbittret Skorstensfejeren,
Hvis Elskov blev til Vand.

Og sa'e saa: "Sidse Madsen,
Din Dyd er stor, men stop!
For kysses I en anden Gang,
Saa slaar s'gu Lassen op!"