Jeg har nu saa min egen Smag,
Den holder jeg mig til,
Vel er den skjønne, klare Dag
Livsalig, lys og mild.
Men Sommernattens stille Lyst,
I Maanens Trylleskin,
Den elsker jeg, - naar Alt er tyst,
Gaar jeg i Skoven ind.
Thi Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur,
:,: En Maaneskinstur, :,:
Nej, Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur,
En Maaneskinstur, ak ja.

Naar Maanen troner høj og klar
Paa Firmamentets Blaa,
Og titter ned fra Himlens Glar
Blandt tusind Stjerner smaa.
Naar Nattergalens kjælne Kluk
Forkynder, det er Nat,
Da med en lettet Længsels Suk
Jeg iler til min Skat.
Thi Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur,
:,: En Maaneskinstur, :,:
Nej, Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur,
En Maaneskinstur, ak ja.

I Skovens Hal saa varm, saa øm,
Han favner mig saa tyst,
Og som i liflig, salig Drøm
Jeg hviler ved hans Bryst.
Og tusind, tusind Kys jeg faar,
Skjøndt Læben taler ej,
Jeg dog saa tydelig forstaar
Hans Blik: Jeg elsker dig,
O Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur,
:,: En Maaneskinstur, :,:
Nej, Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur,
En Maaneskinstur, ak ja.