En pæn
Kærlighedsvise
om
Den forladte Elskers ulykkelige Kærlighed.

Jordisk Ven, hvor er den Uskylds Blomst,
Som du plukkede i svundne Dage,
Er den visnet bort, er den omsonst
Eller er den kastet langt tilbage?

Elsker du ej nogen her paa Jord,
Føler du ej noget, som dig trykker,
Da maa du din Fortids Ven tilstaa,
At et svigfuldt Hjerte er dit Smykke.

Naar du tænker paa den svundne Tid,
Mindes du da ikke en, min Pige,
Som du lovede ved Himlens Gud,
At du aldrig, aldrig skulde svige?

Jo, du mindes mig, min unge Ven,
Det kan aldrig, aldrig du forsage;
Det var mig, som tidt kom til dig hen,
Og som ene da dit Sind behaged.

Er du tvungen af Forældrene,
At du mig ej mere maatte elske,
Eller er maaske din Villie sket,
Saa har jeg jo ikke mer at vente.

Naar du mindes dig en Aften skøn,
Al Naturen hvilte, alt var stille,
Himlen var besat af Stjernerne,
Og hver Sti var fuld af Græs og Lillier.

Svor du ikke da ved Himlens Gud,
Tro du mig til Døden vilde være?
Det bekræfted du saa mangen Gang,
Naar jeg Taaren saae dit Øje væde.

Elsket mig det har du visselig,
Ja med Taarer ogsaa mange Gange,
Dybt bevæget har du bedet mig:
Kære, vær mig tro, hvorhen du drager.

Naar saa ofte Tiden faldt mig lang,
Og min Tanke jeg til dig henledte,
Thi du var jo al min Lyst og Fryd
Og den eneste, som jeg begærte.

Al min Glæde er frarøvet mig;
Hvem vil trøste mig i disse Dage?
O, jeg vil nu haste hen til dig,
Du min Herre og min Livsledsager.

Se hvor hastig Bladet vendte sig,
Saa som Avner Vinden kan bortføre,
Saa bortførtes al min jordisk Lyst,
Thi du var en ung og dejlig Pige.

Tak, min sidste Tak, min Ven, modtag,
Tak for Tiden, som er lagt tilbage,
Tak for hver en Gang jeg kom til dig,
Dig jeg glemmer ej før ud i Graven.

Ud af Verden drager jeg en Gang;
Du vil alle Tider med mig følge.
Thi jeg elsker dig indtil min Grav,
Det vil jeg til Slutning ikke dølge.

Paa Papiret siger jeg Godnat,
Sender dig en Sang, min bedste Pige;
Livets Glæder kan ej holde Stand,
Gid vi samles maa i Himlens Rige.