Hør, Ellen, hør, i Fald du vil,
Stig ned paa Tømmerflaaden,
Saa lægger jeg med Baaden til
Og saa gaar du i Baaden.
Sig rører ej den mindste Vind,
Og alt er tyst og stille,
Om lidt saa faar vi Maaneskin,
Og det er ej saa silde.

Tak, Ellen, tak, i Fald du saa
Vil holde lidt til højre,
At ingen Grene skal os flaa,
Og intet Siv os tøjre;
Nu snart vil Maanen bygge Bro
Og Nattens Stjerner møde,
Det er jo næsten som vi ro
I Rosenskyer røde.

Se, det skønne Aakandeblad,
Det mørke, brede, blanke!
Det ankrer her, og veed du hvad,
Det samme gør min Tanke,
Den var paa Rejse, var paa Vej,
Men kom dog ingen Vegne,
Bestandig landed den hos dig
Fra alle Verdens Egne!

Og et, kun et min Hu staar til,
Som nu, så sødt at glide
Alt over Livets Bølgespil
Med dig og ved din side;
Du drager mig saa stærkt, saa ømt,
Som Boven disse Pile,
Jeg elsker dig, og jeg har drømt
Hvad nu jeg ser dig smile!

Ja, Taaren bliver hurtig træt,
Naar man er to om Graaden,
Og Baaden glider mere let,
Naar man er to i Baaden.
Ved hver en Vending, kan du tro,
Naar gode Raad er dyre,
Skal jeg nok slide, stage, ro,
Og du kan gerne styre.

Og maa jeg saa paa Fremtids Vej
Vort fælles Fartøj styre,
Da skal i Livets Rosenmaj
Jeg finde let en Hyre.
Da skal Smaagutter sig en Gang
Ved Baadens Ræling klynge,
Og vi med dem i lystig Sang
Skal over Bølgen gynge.