Jeg
veed en Vraa imellem Bjerge,
En lille Vraa og den er min,
Og ingen Kummer kom derind,
Nej, Fred og Uskyld er dens Værge.
Hvorhen mig Skæbnen lede maa,
Jeg længes til min lille Vraa,
Min lille Vraa blandt Bjerge.
Der
har jeg stængt en Fange inde,
Som føler sig saa veltilfreds
I denne lille snævre Kres,
Fra den har jeg saa mangt et Minde,
Hvorhen mig Skæbnen lede maa,
Jeg længes til min lille Vraa,
Min lille Vraa blandt Bjerge.
Min
lille Hildur hedder Fangen,
Og Kærlighed med Blomsterbaand
Bandt hendes Hjerte, Fod og Haand
Til Hyttens Ro og Fuglesangen.
Hvorhen mig Skæbnen lede maa,
Jeg længes atter til min Vraa,
Min lille Vraa blandt Bjerge.