Spøgeriet
Beretning.
En ældre Kone, boende i Valby, beretter Følgende:
"For nogle Dage siden besøgte jeg min ældste Datter, som er gift og boer i Folkoneralleen. Jeg blev der lidt længere end jeg pleier, og det var halvmørkt da jeg begav mig paa Veien til mit Hjem. Jeg gik ad Pilealleen ud til Roskildeveien, da jeg netop saae Laagen staa aaben ind til Søndermarken; jeg bestemte mig til at gaa derigjennem for ad den store Allee at naa Valbyveien. Saa hurtigt som mine gamle Ben tillod det, kom jeg da til Udgangen, men til min store Overraskelse saae jeg at den var lukket. Træt som jeg var, vilde jeg ikke gaa Veien tilbage, hvor jeg kom fra, men tænkte, at der muligvis endnu vilde komme En eller Anden som kunde hjælpe mig ud. Jeg sad mig derfor ned paa en Bænk i Nærheden og ventede paa et hjælpende Medmenneske. Jeg havde vel siddet en Stund saaledes, og var ikke langt fra at falde i Søvn, da jeg pludselig hører en forunderlig, susende Lyd og paa samme Tid skimter en svag og virrende Lysning i en Sideallee, ikke langt fra det Sted hvor jeg sad. Jeg blev helt underlig tilmode, men antog det for at være Nogle, der ligesom jeg vare lukkede inde, og ved hvis Hjælp jeg kunde komme ud. Men hvor forfærdedes jeg ikke, da jeg i den svage Belysning saae tvende formummede, dødblege Skikkelser skride langsomt hen imod mig. Den Ene var en svær, stærkt bygget Mand, iklædt en gammel Ridderdragt og med et stort Sværd ved sin Lænd; den Anden var en gammel Ridderdame med høi Halskrave og en guldbræmmet Hat med flagrende Fjer. Jeg forsøgte at reise mig og gaa, men det var ligesom en kold Haand holdt mig tilbage og en Stemme tilhviskede mig: Bliv! - Magtesløs sad jeg da ned og afventede, hvad der videre vilde ske. Skikkelserne kom nu nærmere, og jeg kunde nu tydelig høre deres Samtale. - Ridderskikkelsen talte i en alvorlig og høitidelig Tone til sin Ledsagerske, men med en uhyggelig Gravstemme, kold og klangløs."Som jeg siger Dig: Verdens Børn ere sunkne dybt i Formastelighedens Afgrund! Hvor findes vel Sandhed, Retfærdighed, Trofasthed, Ærlighed og Menneske=Kjærlighed; skjønne Ord føres vel i Munden, men Handlingerne ere Syndens og Lastens. Se til de lave Menneskesjæle! de dynge Guld til Guld, og unde neppe deres fattige Medkristen Levningerne fra deres Bord. Se til Hyklerne! de paatage sig et ydmygt Væsen og vise en overdreven Ømhed og Kjærlighed for Jordens Dyr, medens Skabningens Ypperste, Mennesket, sulter, tørster og lider mangt et Savn, ja undertiden blive Offre for lav Egenkjærlighed. Se til Menneskeaanden, der med feberagtig Uro higer efter at udgranske Naturens Hemmeligheder og trodse dens Love, medens Alskabningens Herre fornægtes. Er det ikke kommet saa vidt, at Herrens Røst lyder til Menneskene: Hertil og ikke længer! - Jo, sandelig: Der vil komme en Tid, hvor Broder vil staa mod Broder som Fjende; Dyrtid, Hungersnød, Krig og Pest vil hjemsøge Jorden og Døden vil gjøre stort Bytte! - Vore Dages mærkelige Naturforhold ere tydelige Tegn paa, at Tiden er nær! - Ja, selv denne kjære Plet, mit gamle, danske Fædreland, vil ikke gaa fri for haarde Landeplager; men Tiden vil fuldkommes, og de Gode staar Herren bi - da vil der atter oprinde en Tid, hvor Fred og Lykke vil hvile over Jordens Slægt! Herren til Velsignelse!" - - -
En stærk Taage udbredte sig for mine Øine; jeg hørte og saae intet mere til de mærkelige Skikkelser. - Jeg reiste mig fra Bænken og famlede hen imod Udgangen; uden at kunne forklare mig det, stod jeg ude paa Veien. Jeg skyndte mig hjem i Seng, helt fortumlet i Hovedet; men denne Nats Begivenhed staar endnu levende for mig og vil vist aldrig udslettes af mine Tanker."