"Hør, lille Pige, med det guldgule Haar!
Siig, hvi Du stedse saa tankefuld gaar?
Kjender du Amor, den venlige Gud?
Fatter dit Hjerte hans tryllende Bud?"

"Nylig for Præsten jeg, smykket saa prud,
Vendte mit Hjerte til Himmelens Gud;
Moder hun holder mig end for et Barn;
Amor hun kalder et letsindigt Skarn."

"Langer jeg hen i den kommende Vaar,
Saa gaar jeg ind i mit syttende Aar;
Pige, vil Du være Kjæresten min,
Saa vil jeg glad være Brudgommen din."

"Dreng, er du tosset, det gaar vist ei an,
Du er for ung til at kaldes min Mand;
Hvor faar vi Føde, og hvor skal vi bo,
Og kan jeg trygt paa din Kjærlighed tro?"

"O, vi skal leve saa lystig og fro,
Og jeg skal elske Dig stedse saa tro,
Ja det er Tiden, at elske vi maa,
O, mon jeg ei dine Blikke forstaa?"

"Hvor man dog hviler i Græsset saa blødt,
Og hvor de Blomster de dufte saa sødt;
Hør, hvor den Nattergal synger saa ømt,
O, gid din Kjærlighed ei var paa Skrømt."

"Modtag min Ed i den helligste Stund,
Kom, lad mig kysse din deilige Mund!
Smykke vi skal os, ja leve saa frit,
Dandse og lege, og kysses saa tidt."

"O, det er herligt, jeg fatter det snart,
Kunde det bare nu ske i en Fart;
Dog jeg befrygter, det lykkes os ei,
Fader og Moder vil vist sige Nei."

"Saa gaar vi ud i den grønklædte Skov,
Synger med Fuglene Kjærligheds Lov;
Bygge en Hytte af Grene og Mos,
Som skal beskygge vor Elskov og os."

"Blive vi sultne, saa sanke vi Bær,
Og vi skal leve saa lykkelig der;
Ja, vi skal leve saa lystig og frit,
Dandse og lege, og kysses saa tidt."