Artilleristen er en Gut,
Som ej er gjort af Glas,
Han holder af at lugte Krudt,
Og af at gøre Fjas,
Han er en ærlig Kriger,
Som ingensinde viger,
Og ingensinde sviger
Sin Drot og Fædreland,
Han forstaar at brænde paa
Med Granater, Kugler, Skraa,
Og det fjærne Maal at naa,
Naar det for Alvor gælder.

Artilleristen er en Gut,
Hvis Hjerte ej er Sten,
Saasnart han ser en lille Glut
Med et Par nette Ben,
Hans Hjerte fyrigt brænder,
Han efter hende render,
Og hende kærligt sender
En Salve ømme Blik.
Og han stanser ej sin Ild,
Før hun bliver rigtig mild,
Og selv hjertensgerne vil
Til Kæreste ham tage.

Artilleristen er en Mand
Med rigtigt godt Humør,
Det derfor ofte hænds, at han
I Halsen bliver tør.
Dog Raad for sligt han kender,
Han ligestraks henvender
Sig til en Marketender,
Og faar et lille Glas.
Ja han lader sig sku sæl'
Med en Sopken paa en Pæ'l,
Og hans Tørst er slaaet ihjel,
Naar den er under Vesten.

Artilleristen ynder Sang,
Tobak og Kortenspil,
Saa bliver Tiden ham ej lang,
Men slaar saa prægtig til.
Saa lystelig han synger,
Thi Sorgen ej ham tynger,
Endskøndt han ej har Dynger
Af Guld i Varetægt.
Ja, naar han gaar ud paa Post,
Er Kommisbrød al hans Kost,
Brændevin hans Raad mod Frost,
Og lystig Sang hans Glæde.

Artilleristen er en Mand
Med Muskler i sin Arm,
Med brede Lemmer, god Forstand
Og Troskab i sin Barm.
Han gaar til Vaabendansen
I Marken og i Skansen,
Og køber Laurbærkransen,
Med eget Hjerteblod.
Ja, Artilleristen ska'
Ha' et ægte dansk Hurra,
Gid at han paa Kampens Dag
Maa fælde Danmarks Fjende.