Fa'er, kan det gaae i Længden?
Prindsen:
See, Fader, hist de tydske Hære,
Hvor de hærge vort Fædreneland,
Skal da Frankrige bøde sin Ære
:,: Til den rovsyge preussiske Mand :,:
See, hvor de myrde og brænde og skjænde,
Seer Du da ikke deres Tyranni,
Kan dette kaldes for en Krig,
Hvor de plyndre hver By uden Ende.
Min Fader, tag dog fat,
Viis Røverpakket, at
Hver Mand, hver Mand vil holde Stand!
Og frels vort Fædreland.
Keiseren:
Min Søn, Du skal ei være bange,
Snart er Hævnens den blodige Dag,
Lad dem seire endnu nogle Gange,
:,: Lad dem juble ved enkelte Slag, :,:
Frankrig sig reiser og ryster sin Manke,
Løven er vred, den laver sig til Spring,
Snart skal vi lære dem omkring,
Snart vil blodig en Gjengjæld der vanke.
Ved Rhin og Østersø
Skal deres Hære dø!
Snart møder Turcos og Zouav
Og reder deres Grav.
Prindsen:
Men hvorfor tøve vi saalænge,
Medens Skryderne stadig gaa frem,
Mod Paris alt Kolonner sig trænge,
:,: Snart de skrive os Lov i vort Hjem. :,:
Keiseren:
Ja, men naar bedst de har naaet vore Leire,
Naar de sikkert i Fælden gaae ind,
Skal blegne deres falske Kind,
Og fortryde de skal deres Seire,
Paa eengang da vi gaa
Med Hær og Flaade paa,
Og da og da vi med Hurra
Skal jage dem herfra.
Prindsen:
Men disse raa og feige Gjæster,
Disse Trælle, som man prygler frem,
Myrder Bønder og Kvinder og Præster,
:,: Naar de værge for Fædrenehjem. :,:
Er det en Brøde for Hjemmet at værge,
Naar en Røverflok trænger ind,
Med rovbegjærligt Slavesind,
For vor Jord og vor Hytte at hærge?
Kald vore Venner hid,
Og siig: Nu er det Tid,
Da for Soldater=Despoti
Europa bliver fri.
Keiseren:
Min Søn, stol aldrig dumt paa Venner,
De er tappre i Velstand og Fred,
Men i Nøden de ikke os kjender,
:,: Nei, saa mægler de blot op og ned. :,:
De kryber snildt bagved Neutraliteten,
Og kun Gud staaer trofast os bi,
Paa ham vi lide kan i Krig,
Vore Venner os skrive kun Beten.
Nei, ene vist vi maa
De feige Fjender slaa.
Vær rolig, snart for Frankrigs Fod
Skal strømme Preussens Blod.
Preussernes Fremfærd mod de Overvundne.
Enhver af os har vel læste Beretningerne om de talrige Grusomheder, som Preusserne udøve i de Egne, hvor de komme frem. Efter Slaget ved Forbach fangede de en Præst, en Politimester og 18 Bønder, som skammeligt bleve nedskudte, fordi de havde hjulpet deres Landsmænd med Vaaben i Haand. Men naar Preusserne kunne lade private Folk myrde fordi de ville forsvare deres Fædreland, saa kan jo ogsaa den Dag komme, da de dræbe de franske Fanger, fordi de kæmpe tappert.
Et Sted, ved Wörth, rakte en gammel Mand en saaret Franskmand, som tydede til hans Hus, et Glas Vand. Preusserne trængte ind i Huset, og dræbte baade Soldaten og den gamle Mand lige for hans Datters Øine. Utallige Borgere, som af den franske Regjering bleve beordrede til at gribe til Vaaben, bleve efter Fægtningen myrdede. Vi kjende meget vel Preussernes humane Krigsførelse, fra deres Røvertog i Jylland, og kunne indsee, at de rase endnu værre i Frankrig, hvor de træffe en stærkere Modstand, men det maa da være en Slags Trøst at vide, at til Dato ere mindst 70,000 af disse blodige Soldater blevne tilintetgjorte, uagtet det stadigt hedder, at de have seiret og kun mistet 8-900 Mand. Franskmændene ere ikke til at spøge med, og have Preusserne end vundet enkelte Seire, saa have de dyrt maattet betale dem. Og de ville miste endnu flere efterhaanden som de gaae fremad. Ovenikjøbet er der nu udbrudt en ondartet Sygdom imellem dem, som bortriver dem i tusindvis. Det er sørgeligt for de mange Mennesker, der skulle bøde for Ærgjerrighed og Rovsyge, men vi ere blevne saa oprørende behandlede af den samme Nation, at de fleste Danske, som høre om det store Mandefald blandt Preusserne, udbryde: Jo flere jo bedre. Det er Straffen fra Slesvig!