Da Ane kom til Højlev Gaard
Som Malkepige hen,
Var Gaardens Søn i slemme Kaar:
Han havde havt en Ven,
Som flygted med hans Hjertenskær,
Og tog hans Penge med;
Nu stod han saa alene her
Og uden Hjertefred.

Forældrene ham trøsted godt,
Men Hjertet det var sygt,
Han gik og sukkede saa smaat,
Og kaldte Livet stygt.
Til Ane hen i Stalden gik
Hans Vej, - hun sysled der
Og mens hun malked, tidt han fik
Lidt Trøst for Sorgen svær.

Han var alt bleven en Student,
Men borte var hans Mod,
Og Bøgerne han havde sendt
Afsted, og alt forlod.
Og uden Arbejd' drev han om,
Han læste intet Ord,
Med Graad til Ane hen han kom,
Thi Sorgen den var stor.

Dog Ane hun var kvik og kæk,
Hun talte godt for ham,
Hun sa'e: Kast Sorgens Griller væk,
Det var jo dog en Skam
At lade Bogen ligge hen,
Hvori Guds Ord er sat;
Kom, lad mig være Deres Ven,
Og tag kun atter fat.

Jeg læser gerne med om alt,
Hvad der hør' med til Præst,
Og kan en Gang De blive kaldt,
Saa var jo det dog bedst.
Skaf Bøgerne igen herud,
Saa skal De Under se,
Saa læse vi om Naadens Gud,
Og se, hvad der vil ske,

Han skaffed Bøgerne tilsidst,
Og hist i Stalden lød
De lærde Ord og snart forvist
En bedre Skæbne bød;
Fra Stalden ud til Mark og Lo
De gik, tog Bogen med;
Tidt brølede den røde Ko,
Den glemtes let derved.

Men saa en Dag Studenten tog
For Alvor atter fat,
Til Kjøbenhavn han trøstig drog
Og blev saa Kandidat.
Han ventede paa Præstekald,
Der gik jo flere Aar,
Men Ane hun blev i sin Stald
Paa gamle Højlev Gaard.

Saa lød en Dag det Bud, at nu
Var Sønnen bleven Præst,
Sin Ane kom han dog i Hu
Og der blev atter Fest.
En Aften ved den gamle Hyld
Den unge Præst stod der,
Og sagde: "Det er Anes Skyld,
At Præst jeg bleven er.

Hun holdt mig oppe, hendes Ord
Gav atter mig mit Mod,
Og Takken i mit Hjerte bor,
Thi Ane hun er god.
Og hun er lærd, hun læste med,
Saa - Ane, hvis du vil,
Saa skænk mig atter Hjertefred,
Thi dig min Hu staar til."

I to Aar nu paa Skoler gik
Den glade Ane hen,
At lære ydre Sæd og Skik,
Og saa kom hun igen.
Det Indre vidste Præsten, var
Som han begærede,
Et kærligt Hjertelag hun bar,
Og Gud hun ærede.

Paa Højlevgaarden Fryd der var
Den Gang den unge Præst
Udbrød: "Mit Valg jeg truffet har,
Og Lykken er min Gæst."
Sin Ane glad han førte ind
Som Hustru i sit Hjem,
Hos begge Freden bor i Sind,
Og Gud velsigned dem.