Klara, aa kom før du til Hvile gaar,
Himlen alt rødmer, Solen snart opstaar,
Ak, hvor var Ballet yndigt, - er du træt?
Søde Veninde, jeg er glad og let.
Saae du, jeg svang mig ved Løjtnantens Arm,
Svæved som Fuglen, saa let og saa varm?
Glemte Alverden, saae dybt i hans Blik,
Der om hans Kærlighed Vished jeg fik.
Han hvisked: "Naar belønnes
Jeg for den Tro, jeg har?
Sig, naar nu Linden grønnes,
Maa jeg da hente Svar?
Hjemad i Høsten tager
Jeg til vor Herregaard,
Svar, om da med mig De drager,
Naar jeg den faar?"

Klara, du veed, jeg alt fra sidste Vaar
Sværmede for ham - det er snart et Aar!
Nu brød han Isen - hvor jeg rødmed da!
Klara, jeg turde straks ej svare Ja!
Atter Musiken berusende klang,
Atter han hvisked; hans Ord lød som Sang;
Mens han mig trykte til sin Barm saa øm,
Sagde han: "Skal nu opfyldes min Drøm?
Tro mig, Alverdens Skønnes
Ord ej til Hjertet bar,
Men, naar nu Linden grønnes,
Faar da hos Dem jeg Svar?
Fremtiden straaler dejlig
For mig i Drømmens Skær,
Sig mig, om jeg tager fejl i
Haabet, jeg bær'."

Ballet var endt - vor Vogn sig meldte alt,
Natten var flygtet, som jeg har fortalt;
Om mine Skuldre Sjalet lagde han,
Klara, du saae det, - nægt det, om du kan!
Læste du ej i hans talende Blik
Kærligheds Sprog, som til Hjertet mig gik?
Klara, o hvor dog min Lykke er stor,
Verden er dejlig og yndig vor Jord.
Nu kan det sikkert skønnes,
At jeg hans Hjerte har,
Og naar nu Linden grønnes,
Henter han glad mit Svar.
Og som hans Hustru følger
Jeg til hans Gaard i Høst
Over de blaanende Bølger,
O, hvilken Lyst!