Jeg rejser til Sahara
Med Karoline,
Hun er saa kær og rar a'
Hun stikker Trine.
Hun har to brune Øjne
Og røde Kinder;
Er ej af de forfløjne
Og lette Kvinder.
Tænk, da jeg dikke vilde,
Saa sa'e hun: "Nej,
Hvis du Revy vil spille,
Saa rejs din Vej,
Vil du nu først mig gifte,
Saa ta'r jeg med,
Saa kan Storken besøge os,
Naar den vil et andet Sted.

Og Karoline sa'e saa:
"Du veed nok Hansen,
Han elsked, og han saae paa
En Frøken Frandsen;
Han cyklede med Skatten
Fra tidlig Morgen
Til helt langt ud paa Natten,
Ja du forstaar 'en.
Men saa blev Frøknen daarlig
Og hang med Ho'det.
Det var vist ej alvorlig,
Men tog paa Modet,
Og saa en Dag sa'e Frøknen
Alvorlig vred:
"Vi maa bort, saa kan Storken
Besøge os et andet Sted."

Kineserne de var her,
De gik hos Thrane,
Og Damerne de var der
Omtrent af Vane.
Kineserne de brugte
De skæve Øjne.
Mens Risene de slugte,
De stak dem Løgne.
Men da der saa sku' rejses,
Saa mødte flere
Og vilde sammen splejses
Med deres kære. -
Men Østens Sønner rejste
Fra den Fortræd,
Og de sa'e: "vi vil ikke ha'
Storken med paa et fremmed Sted.

Naa, naar det bliver Sommer
Og Storken kommer,
Vi rejser til Sahara,
Den er vi klar a'.
Alt hvad der her os trykker,
Og hver en Rykker
Vi frejdig vender Ryggen.
- Det blir en styg en.
Derovre i Sahara
Vi slaar os ned
Og lever - den blier rar - a'
Vor Kærlighed,
Naar her er Vinter, Storken
Did flyer afsted,
Det er rart, naar man maa, at ha'e
Storken med et fremmed Sted.