Naar Skoven har mistet sin straalende Dragt,
Naar Solen og Løvet er borte,
Naar Vinteren staar i sin iskolde Pragt,
Og snedækt er Huse og Gaarde.
Naar Nordvinden leger med Sneskyer graa,
Og Markerne ligge saa øde,
Da tænk lidt paa Vaartidens Sangere smaa,
Thi da er det, de mangler Føde.

De hilse dig, naar du i Sommeren glad
Bag Skovenes Løv søgte Skygge,
De jublede, naar du paa Grønsværet sad,
De kvidred om Glæde og Lykke.
De fulgte dig syngende travlt henad Sti,
Naar Frihedens Pust dig mon' favne,
De sang, men naar Sommerens Fryd er forbi,
Da maa de smaa Stakler tidt savne.

Og naar du nu sidder i Stuen saa varm,
Mens udenfor Stormene tude,
Tænk da paa din Vaarsanger, som er saa arm,
Som fryser i Sneen derude.
Jag ikke fra Vindvet den hungrige Fugl,
Fordi nu af Nød den forstummer,
Nu mangler den Føde og har knapt et Skjul,
Skænk den et Par mættende Krummer.

Og om du er rig eller fattig, da vid,
Med lidet du Fuglen kan mætte,
Hjælp den gennem Vinterens haardeste Tid,
Da vil du dens Kummer udslette.
Dens Tak vil dig sikkert til Sommeren naa,
Thi alt, hvad dens Hjerte da rummer,
Det tolker den dig, derfor glem ej de Smaa,
Kast ud blot til dem et Par Krummer.