Hvor
herligt er mit Fødeland,
Det havomkrandste gamle Norge!
Sku disse stolte Borge,
Som evig trodse Tidens Tand,
Urverdners gamle Bautastene,
Der gjennem Klodens Storme ene
:,: Som Kæmper ind i Brynjer blaae
Med Sølverhjelm om Issen staae. :,:
Da
Ankathor saae Norges Fjeld,
Sin Kongestol han der opreiste.
De Kæmper, som mod Skyen kneiste,
De huede hans Heltesjel.
Naar høit i Sky sin Vogn han kjørte,
Sin Hylding han fra Klippen hørte;
:,: De Kjæmpestammer hylded' Thor,
Da var der Hedenold i Nord. :,:
Da
seer jeg, hvor min Nordmand gik
I Stormgang saa fast; Jorden bæved,
Ham Døden var en Mø, som svæved'
Udi hans Arm med Freias Blik,
Og i en Runddands over Valen
Ham hæved op til Gudesalen,
:,: Og end i Livets Afskedsstund,
Et Drapa qvad den blege Mund. :,:
Jeg
har de gamle Sagn saa kjær,
Naar Luren gjennem Dalen toner
Veemodigt mellem Birkens Kroner,
Da drømmer jeg om Blod paa Sværd.
Naar Fossen vildt fra Klippen skummer,
Sin monotone Bas den brummer,
:,: Da tykkes mig, jeg hører Klang
Af Vaabenstorm og Skjaldesang. :,:
I
Fjeldets Søn endnu jeg seer
Et Skud af gamle Kæmpestammen,
I Øiet funkler Helteflammen,
Som freidigt kun ad Faren leer;
I Pigens Øine blaae jeg skuer,
Uskyldighed og Siofnas Luer,
:,: Og Iduns evigunge Vaar
Paa hendes Kinder farvet staaer. :,:
Ja
herligt er mit Fødeland;
Det gamle klippefaste Norge
Som Sommerdal og Vinterborge
Der evigt trodse Tidens Tand.
Om Kloden rokkes, end dets Fjelde
Skal Stormen dog ei kunne fælde,
:,: Som Bauta end de skulle staae.
Og vise, hvor vort Norge laae. :,: