En Morgenstund i Marken gik
Andres med drømmerige Blik,
Han saae saa langt til Gaarden hen,
Der boede jo hans Hjertens Ven.

I Dag var hun ej paa sit Sted,
Der holdt en Vogn saa tæt derved,
Og ned ad Vognen hastig sprang
En Tjener i en Frakke lang.

Han aabned Vognens Dør og straks
En Herre af den fine Slags
Steg ud og gik paa Gaarden ind,
Da blev Andres saa mod i Sind.

Han aned intet godt, ak nej;
Hans Kæreste hun sveg ham ej,
Det vidste han, men hendes Fa'r
Imod de Tvendes Elskov var.

Den Herre var en stor Grosseer,
Fra Kjøbenhavn med Guld og mer,
Han friede til Stines Haand,
Og Faderen var glad i Aand.

Snart kørte Vognen atter bort,
Men Stine sad og sukked haardt,
Thi Faderen gav Haab om Ja
Til Frieren, som drog derfra.

Snart kom hun hen til sin Andres,
Med Sorg i Sind og utilfreds,
Hun sagde: Vi er skilte nu,
For evig, sig, hvad mener du?

Min Fader siger, at du er
For fattig, og kun til Besvær;
Da sukkede Andres og fandt,
At Faderen han talte sandt.

Og Faderen kom ud og sa'e:
Andres, rejs til Amerika,
Og naar du faar to tusind blot
Af Kroner, kan det blive godt.

Saa skal dog Stine blive din
Et Aar - kom saa igen saa fin,
Saa faar du Stine tro og huld,
Naar blot du kan medbringe Guld.

Den næste Dag paa Fa'rens Eng
Stod just Andres ved Blomsters Seng,
Han grov en Kule, og derpaa
Han skulde bort fra Landet gaa.

For hvert et Spadestik han tog,
Et Suk der fra hans Hjerte drog;
For hver en Haandfuld Jord han bar,
I Stines Blik stod Taaren klar.

Da hør - mod Spadens Blad det klang,
Det klang og klang, og end en Gang,
Andres han saae ret paa den Ting,
Af Bunken drog han frem en Ring.

Og endnu en og to endnu,
Tykt smedet Guld - hvad mener du?
Han graved ved en Kæmpegrav,
Armringene han Husbond gav.

De sendtes til Museet hen,
Tre tusind Kroner kom igen,
Da sagde Faderen: Nu staar
Mit Ord i Kraft - du Stine faar.

Og der blev Glæde i den By,
Og Lykken tog hos dem sit Ly;
I Danmark er der Guld, hurra,
Saa godt som i Amerika.

Thi Guldet rødt i Jorden gror,
Og dybt i Kvindehjertet bor;
De To de gik til Altret hen,
Andres han fik sin Hjerteven.