Det var den attende ved Dybbøl Skandse
Mit Compagni gik efter Trommens Takt, Trommelom,
Vi skulde Tydskens Stormkolonner standse,
Og faae ham ud af Dybbøls Skandse bragt, Trommelom
Stolt gik jeg allerforrest med min Tromme,
Heel lille mod de store Garders Trop, Trommelom
I Frastand saae de Tydske os at komme,
Og hørte hvor jeg lystigt spilled op, Trommelom.

Og hvergang Garden blev af Marschen trætted,
Med Trommen skaffede jeg dem Humeur, Trommelom,
Strax blev de store Karles Sind lidt lettet,
Og strax der blev et Liv, som aldrig før, Trommelom,
Sergeanten sagde: "See mig til den Lille,"
Han gaaer saa strunk og trommer som en Helt, Trommelom
Mens Tydskens Kugler os om Næsen spille,
Har ved sit Trommeskind han Garden meldt.

Og fremad, fremad lystigt gik det atter,
I Frastand lytted Tydsken til min Takt, Trommelom:
Om vore Øren peb vel tidt Granater,
Men derpaa gav vi ikke meget Agt, Trommelom;
Dog naar en Mand af Garden truffen segned,
Som Trøster gav min Tromme ham Salut, Trommelom,
Og naar en tapper Helt i Døden blegned
Min Tromme dæmpet meldte, Han er skudt, Trommelom.

Frem stormed mine Gardere mod Fjenden
Og Trommen hvirvled lystelig dertil, Trommelom,
Vi tvang de Tydske til en hurtig Renden,
Og rask besvarede vi deres Ild, Trommelom,
Men de var Mange, der kom stadig Flere,
Med Stormskridt iled de i Dødens Favn, Trommelom,
Men Garden vilde ikke retirere,
Med Bajonetten gjorde hver Mand Gavn, Trommelom.

Og Tydsken segnede som Ar for Leen,
Men ogsaa Garden misted mangen Brav, Trommelom,
Og Kuglerne fortyndede Karreen,
Ved Dybbøl fandt saa Mangen deres Grav, Trommelom,
Just da en Salve vi dem havde givet,
Min Tromme buldred høit i Slagets Larm, Trommelom,
Det var min sidste Hvirvel her i Livet,
En fjendtlig Kugle røved mig min Arm, Trommelom.

Og Trommen taug og bort fløi Trommestikken,
Jeg segnede og Slaget gik sin Gang, Trommelom,
Men Garden lod den Lille ei i Stikken,
Han kjæmped jo som de for Dannevang, Trommelom.
De savnede min Trommes Slag og bare
Mig bort – de store Karle græd derved, Trommelom,
Og midt i Kampens Vaabenlarm og Fare,
De førte mig i Sikkerhed afsted, Trommelom.

Nu er jeg Invalid for Fædrelandet,
Kan ikke lystig slaae paa Tromme meer, Trommelom.
Jeg gjorde kun min Pligt og ikke Andet,
Men nylig sagde mig en Ofiiceer, Trommelom
Du holdt Dig brav for Danmark til det Sidste
Og trofast gik Du imod Fjendens Flok, Trommelom,
Hvad Du for Fædrelandet maatte miste
Erstatter danske Borgere Dig nok, Trommelom.

See derfor vil jeg ikke tabe Modet,
Hurra! Jeg hjælper mig vel sagtens frem, Trommelom,
Naar Tydsken havde faaet blot paa Ho’edet,
Var Sagen i sig selv dog ei saa slem, Trommelom;
Dog, hvad der trøster mig det er, at sikkert
Vort lille Land vil aldrig savne Mænd, Trommelom,
Som vil ha’e Tydske=Mikkel slemt i Kikkert,
Og give ham en god Tøraf igjen, Trommelom.

Beretning.
Den unge syttenaarige Tambour ved Garden, som ved Dybbøl mistede sin venste Arm, skal trods sin Alder have udmærket sig særdeles ved Koldblodighed og Mod i Slagets Hede. Det er vistnok en tung Skjæbne for et ungt Menneske, saaledes at blive berøvet alle Midler til Existents i en Alder, hvor egentlig hans Kræfter skulde til at udvikles, Men Fædrelandets Forsvar krævede jo dette Offer og vi ville haabe, at det unge Menneske, der har viist sig brav, ikke vil komme til at lide Mangel i Fremtiden. Dette Haab finde vi bestyrket i den Omstændighed, at Hds. Naade Grevinde Frijs ved et Besøg paa Lazarethet, hvor den unge Invalid henlaae ønskede at see ham og personlig lovede ham, at hun vilde drage Omsorg for hans Opdragelse og fremtidige Existens. Det er et meget smukt Træk af vor Adel, at den saaledes staaer Fædrelandets Sønner bi, og det virker opmuntrende og styrkende paa Soldaten.
Den unge Tambours Navn er: William Oluf Petersen.