Ved Lundby sagde Oberst Beck:
Hør Folk nu gaae vi paa,
Og hvis vi jager Fjenden væk,
Vil Landets Tak vi faae.
Nu bort med Solderiet,
Og Marsch med Compagniet,
Vi skal mod Rytteriet,
Hurra, den brænder a'!
Og til Tydsken sang de glad:
Nu skal du faae din varme Mad,
Nu skal du faae din varme Mad
Og saa afsted, Du Rad!
Chor.
Veed I, hvem de Svende var,
Som gik paa, see det, min Fa'er,
Det var første Regiments det femte Compagni.

Fra Nørresundby gik vi ud
I Nattens dybe Ro,
Vi løsned ei saa snart et Skud,
Men luunt vi gik og loe,
Vi var jo lidt poliske,
Vi vilde Fjenden fiske,
Og ham i Øret viske,
Ved Aalborg traf vi ham:
Strax i Chor vi gav ham den:
Paa'en igjen, Hr. Ludvigsen
Paa'en igjen, Hr. Ludvigsen,
Hæng i; Du danske Dreng!
Chor.
Veed I, hvem de Svende var,
Som gik paa, see det, min Fa'er,
Det var første Regiments det femte Compagni.

Med Bajoneten gik vi paa,
Men Fjenden han var skrap.
Bagved en Bakke tørt han laa,
Og gav os der vort Rap!
De Fleste af os daaned,
Ei mange Kuglen skaaned,
Men vi sa'e: Tak for Laanet,
Og skjød med freidigt Mod;
Men til Tydsken skreg vi hen:
Tak skal du ha'e, min fine Ven,
Tak skal du ha'e, min fine Ven,
Vi kommer nok igjen.
Chor.
Veed I, hvem de Svende var,
Som gik paa, see det, min Fa'er,
Det var første Regiments det femte Compagni.

Og anden Gang vi stormed frem,
Men som sædvanligt var
Vi altfor Faa igjen mod dem,
De gav os blodigt Svar:
Saa maatte vi tilbage,
Der hjalp jo ingen Klage,
Men vi fik Lov at drage
Afsted foruden Meen.
Og saa sang vi Hver og Een:
Jo, jeg mener den var reen,
Jo, jeg mener den var reen,
Den tog pas vore Been.
Chor.
Veed I, hvem de Svende var,
Som gik paa, see det, min Fa'er,
Det var første Regiments det femte Compagni.

Men Herregud, vi lærte dog
De Tydske op at see,
Den Nat de ikke rolig sov,
Før Klokken over Tre;
Og skulde det sig hænde,
At Krigen nu fik Ende,
Saa har de lært at kjende
Den første Regiment;
Men da vi gik hjem, sang vi:
Skomagermester, løidi
Skomagermester, løidi
Vi var kun En mod Ti.
Chor:
Veed I, hvem de Svende var,
Som gik paa, see det, min Fa'er,
Det var første Regiments det femte Compagni.

Beretning.
Det var med de bedste Forhaabninger og det bedste Humeur af Verden, at Kompagniet drog fra Nørresundby til Aalborg og marscherede sydpaa for at træffe Fjenden; Oberstlieutenant Beck holdt en smuk lille Tale til os. Underveis fik jeg det Hverv at forhindre Hundene i Bøndergaardene fra at gjøe, og mangen stakkels Bondemand maatte i den kolde Nat ud i den bare Skjorte og bringe Hunden ind i sin Seng. Jeg var nødsaget til at gaae frem med Strenghed og havde da ogsaa den Tilfredsstillelse, at min vanskelige Mission lykkedes fuldstændigt. Vi marscherede hele Natten, og da vi om Morgenen kom til en Bakke, blev der meldt os, at Fjenden befandt sig nedenfor denne, forskandset bag Huse og Gjærder. Oberstlieutenant Beck haabede at tage dem alle ved et rask Angreb; han kommanderede et Bajonnetangreb, vi sluttede os tæt sammen og stormede paa med Hurraraab. Da sendte Tydskerne os den første Salve, og dens Virkning var frygtelig; næsten Alle, baade dem, der vare trufne, og dem, der ikke vare trufne, kastede sig plat ned paa Jorden, uden dog at have synderlig Dækning. Enkelte, deriblandt jeg, stormede længere frem; men da vi vare for Faa til at udrette Noget, maatte vi kaste os ned ganske nær ved Fjenden. Jeg laa i en lav Kornmark og fik mit Gevær afskudt et Par Gange, men da jeg saae Kompagniet retirere, reiste jeg mig for at følge med, og nu hvislede Kuglerne omkring mig, indtil en af dem streifede mit venstre Laar og gik heelt igjennem det høire. Jeg reiste mig kort efter og humpede et lille Stykke fremad! men mit Blodtab var for stort, og udmattet sank jeg om i den Tanke, at det nu var forbi med mig. Imidlertid var det jo endda ikke saa slemt, og jeg slipper endogsaa for at faae Benet amputeret. Det faldt mig ikke ind, at Tydskerne vilde forlade Valpladsen saa hurtig, som de gjorde, uden at medtage alle Saarede og Døde, thi ellers havde jeg naturligviis ageret død; nu var der ikke Andet for mig at gjøre end at lade mig hente af Ambulancen. Jeg blev derefter lagt paa en Bondevogn og kjørt til Hobro; det var en drøi Tour, da jeg var saa frygtelig udmattet, at jeg neppe havde min fulde Bevidsthed.