Dybt nede i Dalen, hvor hendes Hytte laa
Med straatækt Tag, hvor Storken vogted over sine Smaa,
Hvor Vedbend Huset smykker, og Rosen staar i Flor,
Hvor Fuglene sang Morgensang i mangestemmigt Kor.

Der boede min Ellen, mit Hjærtes bedste Skat,
Paa Bænken tæt ved Huset sad vi mangen Sommernat,
Vi lovede hinanden med Haanden og med Mund
At blive fast i Troskab indtil Livets sidste Stund.

Paa Himlen der funkled' vel tusind Stjerner smaa,
Vort Løfte vel de hørte og vor Lykke vel de saa;
Og Ellens Rosenlæber sig hviled ved min Kind,
Og Barmen bølged hastigt, saa glad var hun i Sind.

Men fattig var Ellen, og fattig det var jeg;
Saa drog jeg ud at bryde i Livet mig en Vej;
Jeg kæmped' haardt, men Tiden ved Arbejd hurtig gaar,
Og Ellens Troskab gi'r mig Kraft, til Maalet nok jeg naar.

Jeg vented' med Længsel fra Ellemor et Brev,
Saa mange fuld af Kummer og Ængstelse jeg skrev,
Men ej hun dem besvared, jeg følte mig forladt,
Nu mærkede jeg først, jeg havde mistet en Skat.

Og nu maa jeg drage omkring fra Sted til Sted,
Men intetsteds jeg mere nu finder Ro og Fred,
Min Trøst i Sorgen er nu min Guitar og min Sang,
Med dem som Venner gaar jeg min ensomme Gang.

O, Ellen, Du svigted, og gav dit Hjerte hen,
Har Rigdoms Glans dig blændet, du glemte helt din Ven.
Nu synger jeg for Hvermand min sørgelige Sang,
Mens Tiden langsomt glider og Dagen er saa lang.

Tro ej, at Lykken følges med Storhed og Guld;
Vel var jeg fattig, men jeg var dig stedse tro og huld,
Og naar en Dag Du hører, jeg synger ved din Dør,
Saa send en kærlig Tanke til den, du elsked' før.

Tænk dig den Tid tilbage, da vi i Nattens Stund
Paa Bænken ved din Hytte sad og trykked Mund mod Mund,
Husk, da din Tro du gav mig, og husk, jeg holdt mit Ord,
Og husk saa, jeg er ene og forladt paa denne Jord.