Der var ensomt og trist
Paa min fattige Kvist,
Medens Sneen sig boltred derude,
Men i Stuen i Læ
Stod saa dejligt et Træ,
Tyngt af Roser bag isblomstret Rude.
Jeg af Moder det fik
Før til Hvile hun gik,
Ak, men nu hersked Hungeren hjemme,
Rosenklokken saa sød
Brød jeg af og falbød
Den paa Gaden med bristende Stemme:
Køb en Rose, mærk, hvor den dufter sødt,
Sæt den ved den Elsktes Bryst saa ungt og blødt,
Lad den tie med, hvad for den jeg led,
Den Gang jeg plukked den dejligste Rose.

Ej forgæves jeg bad,
Folk de købte saa glad,
Jeg fik Penge til Brød flere Dage,
Med en Rose jeg dog
Vejen hjem atter tog,
Og den kønneste den var tilbage.
Der jeg saae en Bekendt,
Det var just en Student,
Som paa Kvisten er Genbo derhjemme,
Rosen rakte jeg frem,
Sagde: Den er til Dem,
Og jeg slutted med bævende Stemme:
"Bær min Rose til Deres Elsktes Hjem,
Læg den ømt ved hendes Bryst i kærligt Gem
Sig kun alt om Lykke og Elskov frem,
Naar hun modtager den dejligste Rose."

Rødmen foer i hans Kind,
Og med Ungdom i Sind
Han fremstammed': "Ej Kærest jeg kender;
Jeg som fremmed er her,
Hvem skal vel faa mig kær,
Jeg er ene, har slet ingen Venner.
Og saa tog han min Haand:
"Skal vi knytte et Baand,
Vi to smaa, som er gyldig for Livet?
Jeg skal være Dem tro,
Jeg skal være Dem go'!"
Ak, mit Svar var selvfølgelig givet:
Bær min Rose hjem til dit Kammers Fred,
Skal den visne, ung er dog min Kærlighed,
Drøm om al den Elskovs Fryd, du veed,
Hver Gang du ser paa den dejligste Rose.