O, I Piger, o, I Piger,
Hør nu smukt, hvad her jeg siger,
For naar I lægger Jer det paa Hjærte,
Vil I spare megen Smerte.
Jeg vil synge om hvordanne
Det er gaaet den stakkels Hanne,
Stakkels Hanne, stakkels Hanne,
Som ung i Himlen monne lande.

Hendes Navn var Hanne Godske,
Hun var atten Aar til Paaske;
Hendes Ansigt, jeg siger Eder,
Var som Tykmælk og Rødbeder.
Kors, hvor kunde hun dog valse,
Folk de gjorde lange Halse,
Lange Halse, lange Halse,
De saas, naar Hanne monne valse.

Hun var Kærest med en Maler,
- Ellersens en svær Udhaler, -
I at male Plankeværker
Gjorde han tidt Underværker.
Tænk af Kærlighedens Følelse
Hanne fik en slem Forkølelse,
En Forkølelse, en Forkølelse,
Som kom af Kærlighedens Følelse.

Det var midt i Vintrens Dage
Sneen laa paa Torv og Gade,
Det var even bleven Morgen,
Den slog tre fra Rundetaarn,
Da traadte Hanne ud af "Kjæden",
Mens hun tørte af sig Sveden,
Tørte Sveden, tørte Sveden,
Som hun havde faa't i "Kjæden".

Ømt hun støtter sig til Vennen;
Ham, De veed nok, Malersvenden,
Maanen kærlig for dem lyser,
Sneen knitrer, haardt det fryser,
Op paa Volden de spaserer,
Hun i tynde Bandolerer,
Bandolerer, Bandolerer,
I slig en Kulde, - nej, la' være!

Til en Bænk de monne ile,
Hvor de stille søgte Hvile,
Saae paa Stjerner og Planeter,
Og paa saadan Rariteter.
Med hinanden omkring Livet
Saae de over Perspektivet,
Perspektivet, Perspektivet,
Med hinanden omkring Livet.

Da hun op sig vilde rejse,
I hans Arm hun monne dejse,
Svært hun sprælled uden Nytte,
Foden kunde hun ej flytte.
Thi af Frosten saa var Saalen
Frosset ganske fast til Volden,
Fast til Volden, fast til Volden,
Var af Frosten frosset Saalen.

Det blev ej en Dans paa Roser,
Hun maa gaa paa bare Hoser,
Dagen efter blev hun dolig,
Og tog saa i Himlen Bolig,
Piger, deraf kan I lære,
Gaa ej ud i Bandolerer,
Bandolerer, Bandolerer,
Naar det fryser - nej, la' være!