Manden i Kjøkkenet
Det var oppe i Brolæggerstræde,
At der boede en Kammeraad Grøn
Med sin Frue i Gammen og Glæde,
Og de havde en halvvoxen Søn;
Penge trængte de Godtfolk ikke til;
Men den Nød, som jeg nu fortælle vil
Er den værste, som Ægtefolk kan faae,
Jeg skal sige Dem, saadan kan det gaae.
Thi naar Fruen engang vendte Ryggen,
For i Byen at gjøre Visit,
Strax stod Kammerraad Grøn i sit Kjøkken,
Pigen kunde ei blive ham qvit;
Heel geskjæftig han trippede omkring,
Vilde vide Besked om alle Ting,
Vilde føle paa Alting, hvad han saae,
Jeg skal sige Dem, saadan kan det gaae.
Fruen traf ham tilsidst: "Hvorfor driver
Du i Kjøkkenet tidlig og seent,
Vi behøve ei slig Kjøkkenskriver,
Vi kan selv holde Kjøkkenet reent."
Manden skulkede bort, men snart igjen,
Listed han sig til Kokkepigen hen,
Staklen kunde nu ei faae Lov at staa,
Jeg skal sige Dem, saadan kan det gaae.
Men engang listed Fruen sig stille
Efter Manden med Filtsaaler paa,
Hun fik netop at see, hvad hun vilde,
Lammestegen paa Kjøk'nets Bord hun saae,
"Hvad bestiller Du her igjen, Gudsdød,
Sværmer Du da saa stærkt for Lammekjød,
Du din Lyst nok engang skal styret faae,
Jeg skal sige Dem, saadan kan det gaae.
Fra den Stund blev der hver Dag serveret
Lammesteg ved vor Kammeraads Bord,
Og hvergang sagde Fruen: Du seer 'et
At jeg trolig kan holde mit Ord,
Var der Fremmede, stadig Talen lød:
Grøn er stærkt passioneert for Lammekjød,
Ganske flau hørte Manden derpaa,
Jeg skal sige Dem, saadan kan det gaae.
Men han vogted sig vel for at sige
Imod denne Forklaring et Muk,
Fra den Tid holdt han sig fra sin Pige,
Skjøndt han fandt hende mageløs smuk.
Curen hjalp og i Huset var der Fred,
Tvisten endte i al Gemytlighed,
Grøn ei mere paa Lammejagt man saae,
Jeg skal sige Dem, saadan kan det gaae.