1.
Kjære Venner, o skaf mig en Kone! -
Jeg i Grunden er reent fordringsløs.
O, saa hør! med en bedende Tone
Raaber jeg: "Skaf mig fat paa en Tøs.
Eier Særken hun blot, og forresten
Mangler Skjørter og Strømper og Skoe,
Jeg bestiller alligevel Præsten,
For at han kan os vie begge To.
2.
Men skal hende til Kone jeg tage,
Maa hun ret være efter min Smag;
Ellers bliver hun aldrig min Mage,
Men faaer strax sig et Spark paa sin Bag.
Hun maa være elskværdig og kjærlig,
Hendes Dyd maa ei have et Knæk;
Hun maa smukt være lydig og ærlig,
Ja, og saa maa hun ei "gaae paa Træk."
3.
Hun maa aldrig mig ærgre og drille,
Eller sætte paa Bagbeen sig op;
Og saa maa hun ei nogen Ting "ville",
Ellers mørbanker jeg hendes Krop.
Og jeg taaler sgu ingen Galaner,
Som det sætter i Panden mig Horn;
Har hun disse og andre Uvaner,
I mit Øie hun bliver en Torn.
4.
Hun paa Trappen maa ei føre Sladder,
Deraf kommer der slet intet Godt,
Fy! jeg væmmes ved Kjællingetjadder,
Nabofolk gjennemhegle de blot.
Hun maa være saa reen som en Lilie,
Og Gemyttet maa være saa blidt,
Og saa maa hun ei have Familie,
For den gjør kun et Ægteskab skidt.
5.
Kjære Venner, saa skaf mig en Kone!
Men for Alting, kom ei med en bøs;
O, saa hør dog min bedende Tone:
"Skaf til Kone mig hurtigt en Tøs!"
Men maaskee det vil falde besværligt,
Ingenlunde benægter jeg det!
Vær saa artig at svare mig ærligt:
Troer De ei at jeg deri har Ret?

===========

Til de Damer,
der ville reflektere paa ovennævnte Tilbud, tjener følgende Skildring af min ærede Personlighed.

6.
I tre Aar har jeg slidt paa en Frakke,
Ligerviis paa en jammerlig Vest;
Men jeg maa jo med den ta'e tiltakke,
Thi blandt Alle den klæder mig bedst.
Men nu synger den og paa det Sidste,
Tænk Dem, knappeløs er den saamænd -
Hvert et Knaphul jeg seer snart vil briste.
Jeg med Skrædd'ren bestemt dog gjør Spænd.

7.
Sikke Buxer, besaaet kun med Lapper,
Og glaserte saa smukt udi Fidt;
Men fuldstændigt jeg aldrig jeg knapper,
Thi af Knapper de eie for lidt. -
See det bulede Kar paa mit Ho'ede,
Fordum var det en smuk Silkehat;
Nu er den saamænd ei "a la mode" -
Den har udholdt for mangen Dravat!

8.
Og betragt mine troe Undersaatter,
Gjennem Støvlerne titte de frem,
Ved den Frihed de rigtig sig gotte,
Thi de sad jo saalænge i Klem.
Was ist das! Er der Huller paa Sokken,
Fy for Pokker! Nu bli'er jeg for fri,
Ak desværre! Hvor Smalhans er Kokken,
See, der gjælder det "at hænge i."

9.
Nu De kjender da min Garderobe,
Siig mig, synes De ei den er rar?
Hvad jeg har, er kun Pjalter til Hobe, -
For hver Pige jeg nu staaer som Nar;
Skal jeg arme og fattige Junker
Føre hende til Kirken, saa maa
Hun alligevel eie lidt Grunker,
At jeg kan nye Klæder mig faae.