Som Petersen er der af Men'sker kun faa,
Hans Mage jeg ej endnu har truffen,
For tænk Dem, bag Disken jeg Petersen saae
Paa Tæerne, med Skæget ned i Skuffen.

At gaa lidt i Byen, det ku' Petersen li'e,
Og altid saa var han godt ved Muffen,
Og Hemmeligheden den ligger vel i,
Han altid stod med Skæget ned i Skuffen.

Han pilled' Rosiner, for dem ku' han li'e,
I Frastand man høre ku' hans Guffen,
Thi hver Gang man gik hans Butiksdør forbi,
Saa saae man ham med Skæget ned i Skuffen.

Han havde en Ven, som der var i hans Hus,
Og hver Gang han skulde ud med Sluffen,
Saa tømte de begge saa mangen et Krus,
Indtil de hang med Skæget i Skuffen.

Det endte til Slut med hver eneste Da',
At man fandt Hr. Petersen besoffen.
Det kunde Geschæften i Længden ej ta',
Og saa sad Petersen og hang ved Skuffen.

Saa gik han fallit, det godmodige Fæ,
Alt tog de, selv Stolene og Puffen.
Af Græmmelse hængte han sig i et Træ.
Moral: Kom ej med Skægget ned i Skuffen.