Du er deilig, o Kvinde, - dog deiligst i Nord,
Du er deilig, o Nora, dit Blik,
Har bedaaret vor Adel, - o ja, thi der boer,
I dit Øie, Gud Amor, den Strik!

Du er yndig at skue og yndig at see,
Og Du veed det min Salighed nok!
Skal vi synge din Pris, maa Begyndelsen skee,
Med din lyse, din yndige Lok.

Lig den guldgule Silke saa yndig og blød,
Dine Lokker sig bølge, min Skat!
Hvergang Vinden den vifter, som Alferne sød,
De med Zephyr jo lege Tagfat.

Skal din Pande jeg prise, - da mangler jeg Ord!
Lig en Himmel den hvælver sig smukt,
Og den blænder, thi nederst to Sole der boer,
Med det brændende Blik paa sin Flugt!

Og din Næse, lig Ørnen den svinger sig frem,
Mellem Solenes blændende Lyn,
den er deilig og stolt, den bær Adel i Gjem',
Ja, for Guder det kun er, det Syn!

Dine Kinder - er Rosernes Fødsel - vi seer
Knopper folder sig ud med et Smiil,
Der er Huller, - see Amor han sidder og leer,
See, den Gavtyv han hvæsser sin Piil!

Dine Læber de røde, saa yndige smaa,
Kan de tale? de vinker, o tys!
Kan Du Kjærlighed fatte og Sproget forstaa?
Hør de hvisker: "Kom giv mig et Kys!"

Dine Tænder, ak hvor er den Muslingeskal,
Hvor de deilige Perler har boet?
See den yndige Rade, og see i dens Tal,
Er der ingen Forlorne fremgroet!

Og din Hage er mærket med yndigste Kløft
Ja, den aander en sød Poesi!
Denne Kløft, det er ei den prosaiske Grøft,
Der er banlyst af Muserne ni!

Paa din bølgende Barm er et smukt Batteri,
Paa hvert Taarn staaer en Artillerist!
Amoriner det er, - ja, det Artilleri
Dig beskytter mod Fjendernes List.

Og din Arm og din Haand - o, det nedrige Blæk
Og den Staalpen og døde Papir!
Skal jeg male den Ynde, - ja, saa er jeg væk
thi et Vrængbilled' det kun mig gi'er.

Dine Been - nei jeg kan ei, jeg troer det er bedst
At jeg springer den Ynde forbi!
Jeg vil see paa din Fod og saa gi'e dig din Rest
Ak, saa svag er min Strengs Poesi!

Den er lille og net o, gid Strømpen jeg var,
Som skal huse den deilige Læg!
Gid jeg Baandet om Strømpen, - ja, Baandet kun var
Dristigt Ønsket det er - jeg er væk!

Ved min Harpe, o, Nora, jeg har Dig klædt a'
Blev du kold, Du min yndige smaa?
O, Du vredes ei maa paa min Muse, jeg ta'e
Vil til Gjengjæld og klæde Dig paa!