Da Lønholt kom,
Da Lønholt kom,
Da var hans Lomme tom!
Saa glad han drog herfra
Med Mønterne, aa ja!
Han tænkte blot:
Gaar det kun godt,
Saa har Du Lykken faa't;
Partiet gi' du kan
Som nobel Gentleman.
Tyve Tusind! Jeg min Glæde ei kan rumme!
Tyve Tusind! Gud, hvor Folk kan være dumme!
Tyve Tusind trodse kan den værste "Brumme"!
Rask afsted! Tag Benet med! Du er jo godt paa Gled!

Han damped væk,
Han damped væk,
Og gamle Folk fik Skræk,
Mens Lønholt næsten fløi,
Og lo ad den Halløi;
Med Lommen fuld
Af Sedler, Guld.
Han foer med Lykkens Hjul,
I Preussens Hovedstad
Han standsede saa glad.
Bismark vilde han saa gjerne konversere,
Lønholt havde ogsaa lært at "annektere",
Han gik med paa "Daudi", Tøse flot trakterte,
Fra ham der, sendtes her, Farvel til Hjertens=Kjær.

Som Fischer gik,
Som Fischer gik
Han her, den slemme Strik!
En ægte Søn han var,
Minister var hans Fa'er -
Han gav den flot,
Og alt gik godt,
Ei tænktes paa Kachot,
Fem Dage gik det vel,
Den Telegraf er fæl -
"Guten Morgen, Lønholt!" - ak, Du arme Leute!
"Guten Morgen, Fischer! - det er Dig vi søjte"
"Guten Morgen!" meldte vores føste Sprøite.
Liljenfeld tog hans Geld - det gik jo saa rejelt.

Han kom hertil,
Han kom hertil,
Saa nødig som han vil,
Lidt Jern man paa ham ga',
Han ei skal stikke a'.
Hver Dag han maa,
Til Skrifte staa,
Dog faar han ingen Skraa;
Nei, man er ei galant
Mod saadan Arrestant.
Lønholt er nu anholdt, det er sandt for Dyden,
Lønholt kommer ikke denne Gang til Syden,
Lønholt længes grulig efter Pengelyden,
Han vil faa Dom, og saa - og saa la'r man ham gaa.