Droslen slog i Skov sin klare Trille,
Sang om Bøgens lyse, grønne Blad,
Duggens Perler faldt paa Roser vilde,
Laa med Glands i Solens Straalebad.
Fatted Du den Klang i Fuglens Tone?
Høit den sang det rige Danmarks Lov,
Sang saa det gav Lyd i Skovens Krone:
Deilig er den danske Bøgeskov!

Lærken svang sig fra sin skjulte Rede,
Lystig lød det, da mod Sky den fløi,
Sang om grønne Mark og brune Hede,
Sang om Bautasten paa Kæmpehøi.
Fatted du den Sang i Fuglens Trille?
Gjenlyd gav den i vor Høitidssal:
Prægtig er vor Hede, dyb og stille,
Venlig Vaarens Krands om Høi og Dal!

Hjeilen fløited klagende og ene,
Hist hvor Klitten, Jyllands Bolværk staar;
Bølgen slog i Takt med Kystens Stene,
Gik i Dands med Sølverkrands om Haar.
Fatted Du den Klang i Fuglens Klage?
Længe lød dens Sang om Vesterhav:
Bølgen høi og prægtig, uden Mage,
Bruser over tusind Snekkers Grav!

Naar vor Sang om Danmark frem sig svinger,
Toner den saa klar som Droslens Slag,
Mild og glad som Lærkens Stemme klinger,
Alvorsfuld som Hjeilens Sang om Vrag.
Fuglesangen rører Hjertets Strænge,
Derfor klinge de paa samme Vis,
Klinge blidt og ømt og klinge længe,
Høitidsfuldt til gamle Danmarks Pris!