Ung Hagbard han rider alt til Kong Sigvards Gaard,
At hilse paa skøn Signild, den yndelige Maard.
Han elsked hende trofast, han var af Kongeblod,
Men Faderen, Kong Sigvard, han var dem haardt imod.

Ung Hagbard han dølger sig i en Kvindekjol,
Saa træder han med Nejen alt ved skøn Signilds Stol;
"Skøn Jomfru, jeg er kommen, at du skal lære mig
I Silke at baldyre, da vil jeg takke dig."

Skøn Sigvild hun smilte og gav ham Traad og Pren,
Og Hagbard fik da Plads næst ved Kongedatteren,
Da saae den unge Terne alt med et giftigt Blik
Paa denne Daad, og Mistanke hun i Sindet fik.

Hun sagde: "Den Jomfru hun har saa haard en Haand,
Hun evner visselig ej at sy og fæste Baand,
Og hver Gang Vinen kommer til hende, ser jeg kun,
Hun ej baldyrer, men tømmer Bægeret til Bund."

Ung Hagbard han sagde: "Hvor faar jeg Plads i Nat?"
Skøn Signild svared: "Ikke du ligge skal forladt!
Alt hos min bedste Terne vi rede vil til dig,"
Da sukkede ung Hagbard: "Det huer ikke mig."

"Før sov jeg hos Kongebørn paa de Bolstre blaa,
Hvi skulde jeg da nu hos en Terne Leje faa?"
Da svared skøn Signild: "Skønjomfru, vær ej vred,
Hos mig i Højeloft dig skal blive Plads bered."

Ved Aften de gik over Højenloftsbro,
Foran saa gik skøn Signild; men Hagbard da lo;
Den onde Terne fulgte med Lys bag efter dem,
Hun planted Kummers Gifttræ i Signilds fagre Hjem.

De Vokslys blev slukte, og Ternen skulde gaa,
I Mørket ej de mærked, at hun bag Døren laa;
Ung Hagbard kasted Kjolen, da skinnede hans Sværd,
Han satte sig paa Sengen, da runged Brynjen der.

Skøn Signild lagde Haanden alt paa hans blanke Bryst:
"Ret aldrig nogen Mand har vel slig Skønjomfru kyst,
Saa favr en Mø jeg aldrig saae med saa grov en Særk,
Og aldrig saae jeg Jomfru saa vældig og saa stærk."

Ung Hagbard han svared: "Slig er det tidt hos os,
Der vokser Kvinden kraftig alt som den stærke Fos,
Men sig min nu, skøn Signild, da vi saa ene er,
Hvem er den Ven paa Jorden, som ene du har kær?"

"I Verden har jeg ingen alt som ung Hagbard kær!
Da svared Hagbard: "Elskte, det jo din Hagbard er,
Som sover dig saa nær netop ud i denne Stund!"
Da svared hun: "Men hvi sneg du dig igennem Lund?

Hvi kom du ej med Følge og lod dit Aasyn se?"
"Fordi din Fader jog mig paa Port med Spot og Spe,
Den Gang jeg for ham traadte og bad ham om din Haand,
Da trued han i Vrede med Fængsel og med Baand."

Saa taled de sammen saa mangt et Gammens Ord,
Og troede de var ene, dog Ondskabs Magt er stor.
Den onde Terne laa der, lumsk Hagbards Sværd hun stjal,
Dertil hans gode Brynje, og gik til Kongens Hal.

Hun banked paa Døren: "Kong Sigvard, rejs dig, Drot!
Ung Hagbard er i Gaarde her i dit eget Slot;
Han sover hos skøn Signild – han hende har saa kær,
Her bringer jeg hans Brynje og dertil hans Sværd."

Da stormed Kong Sigvard derhen med sine Mænd:
"Og luk nu op, ung Hagbard, vi mødes skal igen!"
Da græd skøn Signild saare, men Hagbard kæmped svart,
Der var ham dog for mange, det blev ham snarlig klart.

Saa bandt de ham i Lænker, men Jærnets Ringe brast,
Hver Gang han brugte Styrke de splittedes som Bast;
Det saae den onde Terne, hun mæled: "Ej det gaar,
Men sikrest vil I binde ham i skøn Signilds Haar.

Dem vil han ikke bryde alt for sin Kærlighed!"
Saa bandt de ham med et Haar om hvert sit Haandeled;
Den stærke Gut sad taalig, men da han førtes hen,
Udraabte højt skøn Signild: "Jeg dør med dig, min Ven!"

Saa gik fra Kong Sigvard til Hagbards Fængsel Bud:
"I rejser nu en Galge og føre Hagbard ud;
Der skal han miste Livet, ej Naade skal han naa,"
Saa førte de ham ud der, hvor Galgen monne staa.

Ung Hagbard han sagde: "I vide mig en Bøn,
Hæng først min Kappe op – jeg en Tanke har i Løn:
Maaske Kong Sigvard fatter den Lod er dog for haard,
At miste Liv, fordi man er stædt i Kongens Gaard."

Saa hængte de hans Kappe i Galgen, som han bad,
Skøn Signild sad i Bure og blev slet ikke glad;
Hun sukked: "Det er ham, Hagbard, o, jeg følger dig,
Og alle mine Jomfruer skulle følge mig.

Og deres Fæstemænd, som lod dig saa grulig dø,
De skulde nu til Straf miste deres Fæstemø!"
Saa tændt hun det Højelofts Bur i stærke Glød,
Det saae ung Hagbard: "Nu gaar jeg glad udi min Død.

Et skønnere Følge man ej til Valhal faar,
Jeg følges af skøn Signild – først nu jeg Lykken naar."
Til Sigvard gik der Bud: "Fruerburet er i Glød,
Vi frygte for din Datter, skøn Signelil er død."

Da raabte Kongen dødbleg: "Op, redder hvad I kan,
En løbe skal til Signild med Naadesord paa Stand,
En anden til ung Hagbard, giv ham hans Fæstemø.
Man saae ej Kongebørn før saa ynkeligen dø."

Da Bud kom til Højenloft, Signild laa i Glød,
Da Bud kom til Hagbard, da var han nylig død.
De lagde de to elskende i samme Høj,
To snehvide Duer derfra mod Himlen fløj.

Saa toge de hende, den onde Terne, brat
Begravet levende blev hun i den samme Nat,
Og for sin slemme Træskhed hun maatte bøde haardt,
Fra hendes Grav opsvang sig en Ravn saa fæl og sort.

Ung Hagbard og Signilde de hvilede saa sødt,
Forenet udi Døden, for hvad dem her var mødt;
Men Hagbards Frænder hævnede blodigen hans Død,
Kong Sigvard og hans Mænd led for hvad de dem forbrød.