Anna elsked skiftevis
Hans og Per og saa Mathis,
Helst Mathis!
Hans han gjorde Haneben,
Men Mathis han var en ren
Krampensten.
Aa Mathis! Aa Mathis!
Tag det ømme Øje paa!
Vis dig kærlig dog, Mathis,
For du er mit Paradis,
Aa Mathis, aa Mathis!

Men Mathis han var en Rod,
Søgte stadig i sin Bod,
Dansebod!
Anna gik i "Stjernen" ned,
Dansed, svedte og blev hed,
Kærlig hed.
Aa Mathias, aa Mathias! osv.

Men Mathis vil heller dø,
End ta' denne magre Mø,
Pø om pø
Blev hun tynd som Mælkespild,
Gul i Huden som en Sild,
Holstens=Sild.
Aa Mathias! aa Mathias osv.

Anna sukked: Den er ren,
Han tog En med skæve Ben,
Sikken En!
Ak, saa faar jeg ingen Mand,
Jamred hun, drak en Pægl Vand,
Skedevand!
Aa Mathias! aa Mathias osv.

Hun var død, naturligvis,
Men Mathis, den slemme Gris
Billigvis.
Fik Dilerium tremens,
Folk de sa: Ja sligt kan hænds,
Hu, Tremænds!
Aa Mathias, aa Mathias osv.

Men Mathis han kom sig dog,
Ud til Annas Grav han drog,
Ja, det Drog!
Og ved Midnatsstund hun sad
Paa sin Ligsten og hun kvad:
Ak din Rad!
Aa Mathias, aa Mathias! osv.