Ta'en op med Haanden

Der var Bal i Stjernen,
Jo vi drejed Kværnen,
Der var Folk af Kærnen til en Dans.
Der var Sømandsgutter,
Der var væne Glutter,
Der var pæne Putter, der var Glans.
Og der var Husaren,
Aa, det var en rar En,
Jo, han kunde klar'en i en Trippevals!
Og stadig saa gik det med denne bekendte:
:,: Ta'en op med Haanden, :,:
Ta'en op, ja ta'en, ja, ta'en op med Haanden.

Der var Jørgen Møller,
Der var Peter Søller,
Der var fire Bøller i en Flok.
Da Husaren dansed
Mest med mig, saa stansed
De os, men vi sansed dem ej nok.
De blev krasbøstige,
Gjorde sig lystige,
Sa'e, de var tøstige til min Husar.
Men hvad svarer Husaren? Ikke andet, end at han svingede mig endnu mere og sang:
Ta'en op med Haanden osv.

Vennerne de kigged,
Der var Had i Blikket,
Han og jeg vi fik 'et begge to.
Og de raabte: "Rikke,
Lad Husaren ikke
Alle andre stikke ud i Ro!"
Der var Kopisten,
Artilleristen
Og Pensionisten, alle gjorde Spræl.
Og mens Musiken spillede, sang de alle;
Ta'en op med Haanden osv.

Først blev der Ballade
Der i Regnegade,
"Vi skal sla' Jer flade;" skreg de op.
Men, som sagt, Husaren
Kunde dejlig klar'en,
Han gav dem af Varen, og holdt Trop.
"Rikke, min søde Ven,"
Sa'e han, "kom blot herhen,
Kom lad os danse den, Vals, som du veed."
Saa mens de andre ærgrede dem, gik vi igen paa med denne:
Ta'en op med Haanden osv.

Han skal permitteres,
Og saa deklameres,
Ja, og proklameres skal det da,
At vi To skal giftes,
Hurtig skal der stiftes
Ægteskab og viftes, ja, Hurra,
Inde i Stjernen ser
De os nu ikke mer,
Men i vort Hjem, jeg be'r faar vi da vor Vals.
Og saasnart vi har været i Kirken, saa hjem til Gildet, og maa jeg saa be' om denne:
Ta'en op med Haanden osv.