Jeg var en ung Sømand, jeg var knapt sytten Aar,
Dengang jeg blev forlovet, det hændte sig en Vaar,
Det var en Aften silde alt ud i Lunden grøn,
At jeg mon begjære den Jomfru saa skjøn.

Hun venlig til mig smilte, hun rakte mig sin Haand,
Hun sagde kjærligt til mig: Nu knytte vi vort Baand!
Saa vare vi forlovede i Maaneder ni,
Saa kom der en anden og saa var det forbi.

Vi vare nu sejlfærdige og skulde gaa ombord,
At lette vores Anker paa den arendalske Fjord,
Og som vi stod og hivede, af Kræfterne vi sang,
Da kom hendes Broder med Brevet udi Haand.

Jeg tog det op og læste det i selvsamme Stund,
Jeg tænkte paa den Aften alt ud i grønne Lund,
Jeg tænkte paa den Aften, hun rakte mig sin Haand,
Jeg tænkte paa, hun sagde: Nu knytte vi vort Baand.

Hils du din kjære Søster saa venligen fra mig,
Jeg elsker ingen anden i Norges Land og Rig',
Men Sejlene er trukne og alting er gjort klart,
Farvel, utro Sophie, som bor i Arendal!

Ja, Vinden var os føjlig, hun var en Nord Nordost,
En halv Mil ud for Norge kvittered vi vor Lods,
Den næste Dags Morgen da Klokken den var sex,
Da pejlede vi Næset i Norden til Vest.

Vi atter Kursen satte, vi skvirred vore Sejl,
Vi lændsed fire Dage for Bramsejl og for Rejl,
Farvel, du elskte Norge, farvel, ustadig Ven,
Maaske at du omsider vil angre det igjen.

Naar Bølgen mod Landet saa sagtelig gaar,
Da husk ham, som aldrig du mer at skue faar,
Og dersom en anden er utro mod dig,
Da husk, at jeg elsked dig tro og inderlig.