Der blæste en Storm udi Kattegat,
De Bølger de ginge saa høje,
Saamangen stolt Sømand den samme Nat
For sidste Gang lukked sit Øje.

En liden Skude var og deriblandt,
Fra Hornbæk monne den komme.
Ret aldrig mere til Havnen den vandt,
Fordi dens Tid nu var omme.

Den Skude blev ført af en Sømand god,
Af dem, der ej pleje at ryste -
Thi først sig beviser det danske Mod,
Naar Døden begynder at kryste.

Han kæmped til han omsider drev,
For Stormen et værgeløst Bytte.
Mod Dagningen stødte han paa et Rev
Med dets faldefærdige Hytte.

Han haver kun med sig en liden Dreng;
I stærken Arm han ham griber:
"Her bliver nok redt os saa kold en Seng;
Det hjælper slet inte, du piber."

De Bølger de bryde med stor Allarm,
og Skibet det krænger og knager;
Dog holder han Drengen med venstre Arm;
Med højre i Vantet han tager.

Han ser sig saa langelig ind mod Land -
Imellem var dybe Rende -
"Vi kan ikke naa den velsignede Strand,
Hvis Hjælp os ej Himlen vil sende."

Da kom en Bonde til samme Sted -
Han hedte saamænd Søren Kanne -
Han siger til Fa'ren, som og var med:
"Det Skib er nok nær ved at strande."

Saa springer han til sine Heste to -
De stode just tøjred paa Brinken -
Han giver sig ikke ret længe Ro,
Før han bliver færdig med Rinken.

Den gamle han huer det ikke ret vel,
Han hvøvter med Haanden: "Hej, Soren!
Du drukner jo Øgene og dig selv;
Det Skib er desuden forloren."

Men Søren sprang op paa den nærmer Hest,
Og kasted et Øje til Fa'eren:
"Ifald jeg derude skal faa min Rest,
Lad se, at I sørger for Karen!"

Saa hug han sit Hors med sin Træskohæl,
Og lod hende springe i Vandet.
Den anden han dasked med Tøjrepæl.
Saa maatte de begge fra Landet.

Men da han sig havde i Dybet sænkt,
Alt udi de fraadende Strømme,
Ej skulde da noget Menneske tænkt,
Han kunde til Vraget svømme.

Jo, jo! - Se, der sidder han nok saa rank,
Han synes paa Bølgen at ride -
Men der kommer Ører - og Hoved og Mank -
Og nu er han paa Sejlerens Side.

"Hej, Landsmand, sid op nu, hvis du vil med,
Og hold saa din Dreng ved hans Trøje!"
Han sidder der alt - og igen nu afsted -
Det var noget andet end pløje.

De Bølger de brused over dem brat;
De Tvende holdt fast ved hinanden -
Men se kun, nu har de jo Landet fat,
Og frelste de springe paa Stranden.

Da kasted sig alle Trende paa Knæ,
Og takke vor Herre for Livet.
"Men kom," siger Søren, "med mig nu Læ -
Se hisset, nu splintres jo Skibet!"

Men Drengen han skjalv som i Blæsten et Siv,
Og Skipperen slang sine Arme:
"Hvad skal vi dig give for vort Liv?"
- "Følg med mig og faa lidt Varme."

Han plejed den Sømand med samt hans Pog;
Det baade af Potte og Pande!
Og det var al den Betaling han tog,
Den fattige Mand, Søren Kanne.

Saa skulle dog alle I danske Mænd
Af Hjertet elske hinanden!
I Faren og Døden sig give hen
Den ene med Lyst for den anden.

Saa skulde I fast staa hverandre bi -
I pløje nu Jord eller Bølge -
Men mindst dog paa Kampens den blodige Sti
Skal en bag en anden sig dølge!

Og Fynbo og Jyde og Sjællandsfar -
Til ét Hus vi alle jo høre;
Gud Fader os alle i Troskab bevar!
Os alle til Enighed føre.