Hvem er det, som maa slide
I Jordens sorte Muld,
Mens Tiderne henglide
Og dog ej høster Guld?
Det er saamænd Niels Husmand,
Som i sit Ansigts Sved
Maa slide haardt fra Solen
Staar op, til den gaar ned.

Hvem er det, som maa vandre
Fra Hjemmet mangen Gang,
Og trælle haardt for andre
Den Vinterdag saa trang?
Det er saamænd Niels Husmand,
Der fra sit Hjem maa gaa;
Han skal jo skaffe Føden
Til sig og sine Smaa.

Hvem er det, som sig glæder,
Selv om han har det smaat,
Naar Regnen Jorden væder,
Og Solen den gør godt?
Det er saamænd Niels Husmand,
Der hænger i med Flid,
Og venter Himlens Gaver,
Som Løn for alt sit Slid.

Hvem er det, som det onde
Maa døje mangen Gang,
Imens den rige Bonde
Ej føler Spor af Trang?
Det er saamænd Niels Husmand
Der altid har det smaat,
Og dog, ja, saa er Hjemmet
For ham et prægtigt Slot.

Hvem er det, der bli’r kroget,
Før han er fyldt de 60,
Og sammenkrymper Skroget,
Men ej bli’r utilfreds?
Det er saamænd Niels Husmand,
Der vogter bravt sit Kald,
Til Dødens Stund sig melder,
Fordi han ved, han skal.

Hvem er det, naar hans Færden
Er færdig her paa Jord,
Og han forlader Verden,
Maa nøj’s med en Klat Jord?
Det er saamænd Niels Husmand,
Som nu sin Hvile fandt,
Af Jorden er han kommen,
Til Jorden var han vant.