I Barndommens Dage, naar glade vi gaar
Med Roser paa smilende Kind,
Da se vi ej Englen, som skærmende staar
Og titter i Hjertet os ind.
Nu vide vi først, hvad vi ejed en Gang,
Nu veed vi først, hvad den er værd,
Det var en saa dejlig bedaarende Sang,
Som aldrig vi høre mer.

I Barndommens Dage var alt som et Hav
Af Perler og flydende Guld.
Da vidste vi ikke, der fandtes en Grav,
Et Gemme blandt Stene og Muld,
Hver Sorg, som vi havde, var dræbende stor,
Endskønt den var lille mod dem,
Som senere knuged os ned imod Jord,
Langt bort fra vor Barndoms Hjem.

I Barndommens Dage, da ønskede vi:
Gid blot du var voksen og stor,
Gid Skole og Tvang og al Skænd var forbi,
Og selv du var Fa’r eller Mo’er!
Men naar vi saa voksne blandt Sorgerne gaar,
Da se vi saa sorgfulde hen,
Og ønske, mens Taaren i Øjnene staar:
Ak, gid jeg var Barn igen!