En Vise jeg opskriver her,
Skjøndt det mig dog besværligt er,
Men prøve vil jeg dog derpaa,
Om det for mig kan gaa.
Den gjælder Alle og Enhver,
Som Navnet Infanterister bær,
Og minder, at vi Alle er
Som Kammerater her.

Dengang vi hjemme monne gaa;
Den Tid vi glad imøde saae,
At vi skulde kaldes for Soldat,
Og være Kongens Mænd.
Vel mangen fik bedrøvet Sind,
Dengang at de blev kaldt herind,
Men det i Tiden glemmes maa,
Naar først vi udlært faa.

I April den femogtyvende.
Da fik vi alle den Besked,
At møde ved vor Bataillon,
Og der var ej Pardon.
Vi maatte rejse saa hver Mand,
Fra Hjemmet og fra Fødestavn,
For at lære som Soldat,
Og blive en rask Krabat.

Det første vi her lære maa,
Paa Fødderne lidt pænt at gaa.
Og rette Kroppen rigtig op
Og have Holdning god.
Men siden maa vi lære mer,
At bruge rigtig et Gevær,
At fægte med en Bajonet,
Og være lidt adræt.

Det varede et halvt Aarstid,
Og Skolen den var saa forbi,
Vi skulde trække Lod om, hvem
Af os der skulde hjem.
Da lød fra vores Oberst kjær:
Jeg takker Eder hver især,
At I har Undervisning faaet
Saa vi vort Maal har naaet.

Saa fik de permitteret dem,
Som der nu skulde sendes hjem,
Men vi som der tilbage blev
Paa en Liste de opskrev.
Derefter blev der til os sagt:
Hver tredje Dag I skal paa Vagt,
Og saa imellem til en Skik
I faar lidt Gymnastik.

En Tur i Landet maa vi gaa,
Det kan I sagtens vel forstaa,
Hvor der er luftig og er frit,
Og samle Appetit.
Men ta’er vi os en lille Lur,
Saa faar vi os en Extratur.
At skure Bord og vaske Gulv
Og siden bære Kul.

Jeg beder vel bevare dem,
Som kommer blot for sildig hjem,
Der spørges ej om Navnet her,
Men blot hvad Nummer er;
Saa skrives han og meldes blot
Og kommer i en mørk Kasjot,
I 24 Timer hen
Og siden ud igjen.

Se nu jeg ende vil min Sang,
Den ellers blive vil for lang,
Mit Navn og Nummer føje vil
Jeg dog endnu hertil.
H. Johansen jeg hedder kun,
Og staar ved 17de Bataillon
Og fjerde Kompagni min Tro,
Nummer Fem hundrede to.