Den unge Sømand drog til fjerne Lande,
At søge Lykken, som han ej fandt her,
Han efterlod her ved de danske Strande
en Pige, som var ham af Hjertet kær.

Han sagde: "Bliv mig tro, du kære Pige,
Og følger Heldet mig, da tro mit Ord,
Da skal jeg ej min danske Kærest svige,
Thi kærlig Troskab i mit Hjerte bor."

Paa Afskedsdagen randt den bitre Taare,
Hos deres Slægtninge den fejret blev.
Ham fulgte Lykken; som Kaptajn ad Aare
Han førte Dampskib, og tilsidst han skrev:

"Til San Francisko kan du trygt dig vende,
Der venter jeg dig, rejs saa snart du kan;
Mit Skib er "Maagen", let du vil det kende,
Nu er jeg glad og bliver snart din Mand."

Hun rejste straks, men ak, hvor Herrens Veje
Dog føre os paa underlige Sti;
Mens hun paa Havet foer med Fryd i Eje,
Var hendes hele Lykke alt forbi.

Thi netop da fik hendes Ven at skue
En fremmed Pige, - som hans Hjerte vandt;
For hende stod hans Hjerte nu i Lue,
Hans Troskab mod den danske Mø forsvandt.

Tre Uger før hans Pige skulde komme,
Blev han forlovet med en anden Brud,
Hans Venner skændte for hans Løfter tomme:
"Den danske Pige er din Brud for Gud."

Saa kom hun da med Glæde i sit Hjerte,
Sin Troskab nu hun lønnet skulde se,
Dog ak, hun mærked snart med bitter Smerte,
At hun var rejst derhen til Spot og Spe.

Kaptajnen, hendes Kærest, førte hende
Med Latter for den nye Dames Blik,
Og sagde: "Se, her kan du klart erkende,
Hvad Brud jeg forhen i min Hjemstavn fik."

Den anden haant lo ad den danske Kvinde,
Som fattig fremmed for de Tvende stod,
Hun saae den stolte smukke Elskerinde,
Hun tav og den Troløse hun forlod.

Forladt og ene hen i Nattens Mørke
Med Graad hun vanked i den store By,
Da misted hun af Sorg sin Sjælestyrke,
Fortvivlet hun til Selvmord monne ty.

Alt over hende Bølgerne sig lukked,
To Herrer redded hende dog tilsidst,
Men ak, da var Forstandens Lys alt slukket,
Hun var sig ikke længere bevidst.

I Hospitalet Vennen gik til hende
To Maaneder derefter, - hun blev glad,
De spiste sammen, og han kunde kende,
At hun var bedre før de skiltes ad.

Dog kom han ikke mere, og hun vented
I aarvis blandt de Syge, men tilsidst
Blev helbredt hun af danske Kvinder hentet
Til Frihed fra den unge Skæbne trist.

Dog aldrig ret hun fik sin Sorg forvundet,
Og kort derefter blev hun syg igen.
Men nylig er nu hendes Sorg henrundet,
Hun drog til Lysets bedre Egne hen.

De Danske lod den Arme smukt begrave.
I St. Francisko hviler hun i Fred,
En fattig dansk Mand gav den største Gave,
Skøndt selv han maatte mangle haardt derved.

En smuk Buket af Tusindfryd blev skænket,
Den fulgte hende, lagt paa hendes Bryst,
Hun for sin Troskab er hos Herren bænket,
Mon den troløse Ven naar Fredens Kyst?

En dansk Piges sørgelige Skæbne i Amerika.
I Marts 1887 blev den danske Kvinde, hvorom her er Tale, jordet fra Napa Sindssygeanstalt ved St. Francisko i Amerika.
Hun var endnu kun ung, men havde haft en meget sørgelig Skæbne, hvorom følgende Meddelelse er sendt hertil: For 10 Aar siden, rejste en dansk Mand til Amerika for at søge Lykken. Han havde, før han rejste, forlovet sig med en ung, smuk, livsglad Pige, og det var hans Mening at gifte hende, saasnart det gik ham godt. De vekslede hele Tiden kærlige Breve sammen. I San Francisko blev han Kaptajn paa en Kystdamper og skrev da hjem, at den danske Pige straks skulde komme derover. Det var i Sommeren 1883, og han viste sine Venner Breve fra Danmark, hvori man omtalte hans Kæreste paa den smukkeste Maade.
Men samtidig opdagede man, at han netop 3 Uger før hendes Ankomst, havde forelsket sig i en ung amerikansk Dame, med hvem han nu besluttede at gifte sig.
Den Dag, den danske Pige skulde komme, gik han ud og modtog hende, men førte hende hen i en Familie, hvortil han senere hentede sin Elskerinde, for at hun kunde betragte den i Klæder og Manerer fremmede Pige. Den danske Kæreste mærkede snart, hvorledes det stod til; hun flygtede ud i den store fremmede By, fortvivlede og vilde drukne sig, men reddedes af 2 Herrer. Hun var dog nu sindsforvirret, og blev bragt til Sindssygehospitalet.
Nogle Maaneder efter besøgte Kaptajnen hende. Hun blev glad, og de spiste sammen; men dermed var det forbi. Han skænkede hende vel 10 Dollars til Ekstraforplejning, men sendte hende derefter hendes Klæder, som han havde i Forvaring.
1885 var hun helbredet, og nogle danske Damer skaffede hende Plads som Tjenestepige. Her traf en dansk Mand hende; hun havde det haardt, og hun viste ham, at hendes Arme vare bedækkede med Bid af Utøj. Allerede et Par Dage efter blev hun syg igen, og to Aar efter Indlæggelsen døde hun af Kræft.
De Danske begravede hende smukt. En ung dansk Mand, der havde kendt hende hjemmefra i hendes lykkelige Hjem, gav 20 Dollars, de sidste han ejede, samt en lille Buket Tusindfryd, der blev lagt paa hendes Bryst, og fulgte hende i Graven.