En ganske ny Vise
Naar mit Øie er lukt,
Da jeg drømmer saa smukt
Om de sorte Huer med Duske,
Om de deilige "Blaae",
Uden Dito og saa
Disse "Hvide", dem vil jeg jo huske.
Ja, Armeen blev "Aal"
Og den bittre Skaal,
Den de stakkels Lieutenanter,
Maatte tømme saa suur
Og de gjorde kun Cour
Til Matroner og gamle Tanter!
Med hver evige "Rus"
Jeg jo har drukket Dus,
Gud! Hvor var de dog søde, de Menn'sker!
Og mit Hjerte var heelt;
Men det har jeg nu deelt
Med en Nordmand og saa med en Svensker.
Ja, det kom dog dertil!
Nu vi leve da vil,
"Ej mer såsom skilda nationer!"
Naar Studenterne frier,
Skandinaver vi bli'er
Jo som Ægtemænd og som Koner.
Da ei Hjertet var nok
Til den øvrige Flok,
Fik de Andre vel, som man gjætter,
Dengang de droge bort:
Grønnekrandse og Kort,
Lommetørklæder og - saa Manschetter.
Og da alt det slap op,
- ja, jeg plyndred' min Krop -
For at pynte Toget og Raden,
Nær jeg havde, ved Gud!
Selv mig kastet ud
Fra mit Vindue og ned paa Gaden!
Jeg min Fod har spoleert,
Jeg med den har polkeert,
Og ved Sexaen viste jeg Modet:
Jeg har svensk Banko tømt,
Og vi klinked' saa ømt,
Jeg nu "Tømmermænd" har i Ho'edet!
Mon det "Tømmermænd" er?
Dog, det gjerne kan vær',
At Begeistringen kommer med Renter;
Hvad der banker og slaaer
Og i Hovedet staaer,
Er de yndige rare Studenter!
Mon vi atter dem faaer
Inden sytten Aar,
Skal jeg smægte, jeg stakkels Menn'ske?
Dog hvis Ploug holder Ord,
Om ni Maaneder, troer
Jeg, vi faae baade Norske og Svenske!
Og Kong Carl ..... jeg er væk!
Jeg har seet ham, hvor kjæk
Han paa Damerne saa, - ja, de bleve
Jo, saa glade, - jeg troer,
De nu Alle i Chor,
Ville raabe: "Kong Carl han leve!