Nu, som vi veed, har "Frelsens Hær" lavet Fest,
Alt Gadesnavs paa Støvler faar nu sin Rest,
Forhen vi griset gik, men nu har vi først
Faaet et Kompagni, som byder paa Børst;
Kom, lille Frøken, Deres dejlige Fod
Maa op paa Briksen - kom kun her, vær saa god,
Aa, sikket Smalben, det i Sorger gi'r Trøst,
Maa jeg faa Lov at give Foden lidt Børst.

Frøkenen gik en Aften ud, det var glat,
Sneen garnerede med Blomst hendes Hat,
Av, hvor hun gled og pludselig man da saae
Hvor hun i Sneen vælted om, ak den Smaa;
Straks kom en Herre; Lille Frøken, maa jeg
Rejse Dem op - se saa, vi skal samme Vej!
Nej, raaber hun, men Herren stormer jo frem:
Vent, lille Frøken, lad mig først børste Dem.

Rundt fra Alverden kommer Bryderne her,
Alle saa har de jo Moneterne kær,
Dem kan de tjene, naar de kan smide Bech,
Og alle vil de gerne gi' ham sit Knæk;
Nylig fik Roeber alt, hvad han kunde ha',
Han var saa stor, men uh, der vanked Dada,
Og er der flere, si'r Bech=Olsen blot: Hm!
Kom kun herover, jeg skal nok børste Dem.

Ude paa Svineryggen gik en Sergent,
Han med sin Hustru gik saa fin og galant,
Natten var mørk og pludselig kom der tre
Bøller og vilde prygle ham, men o ve!
Hastig Sergenten løste Konen fra Arm,
Vupti, han tærsked Bøllerne, den blev varm;
Og da de laa der, gaar han rolig og ler:
Kom kun igen, saa skal jeg børste Jer mer.

Frøken Charlotte er saa yndig og rar,
Hun er forlovet med en krøllet Husar,
Men saadan ganske lidt i Baghaanden har
Hun jo endnu en lille Kærest, den Nar;
Saa her forleden traf Husaren de to
Ude paa "Berren", De kan tro, den blev go',
Blaa Øjne, hoven Mund fik Kæresten først,
Siden saa sa' Husaren: "Der fik du Børst!"

Op til en Kammerherre kom der en Dag
Stille en Blomsterpige; han fandt Behag
I hendes Væsen, men han opdaged dog,
At hun var smudsig, og han sukked: Dit Skrog,
Du er jo fattig, det bemærker jeg nu,
Og se, dit Sjal, er smudsig og rent itu;
Støvet maa bort, thi Renhed er Num'er et,
Du maa ej gaa før jeg har børstet dig lidt,

Ovre i Afrika er Boernes Hjem
Der titter Guldet jo bag Klipperne frem,
England har set det, og de vilde nok ha',
Landet og Guldet, men de Boer, hu ha,
De er saa stædige, de stikker og slaar,
Og skøndt vi tidt om Englands Tapperhed faar
Sejrende Bud, saa er det dog sidst og først
Saadan, at Briterne faar vældige Børst.