Paa
Bergen udi Norge, der er jeg barnefødt,
og min Fader var en fattig Linnedvæver; han
mig der opfødte, lod udi Fattigdommen staa,
til jeg fyldte mit fjortende Aar.
Med
en Kjøbmand her i Byen, som min Fader
var bekjendt, med hans Søn jeg tilsøes monne
fare, vi drog til Ostindien og derfra hjem igjen,
den Reise gik lykkelig vel.
Da
den Reise nu var endt, og min Herre blev
bekjendt, og hans Søn altid godt om mig talte,
strax han mig da til sig tog, og i Styrmands=
kunsten lod mig oplære paa Styrmandsmaneer.
Da
jeg nu Examen fik, et Aars Tid vi hjemme
gik, for Fjenden vi ei kunde seile; samme Tid
jeg mig indlod udi Kjærligheden stor, med min
Herre hans Datter saa god.
Da
den Kjærlighed blev stor, efter Løfte, som
blev gjort, at den sig ikke længer kunde dølges,
hendes Fader ofte saae, hun i Løndom til mig
gaa, han blev ivrig og vred i sit Sind.
Han
mig da overlod til en russisk Sømajor,
Som min Herre hans Svoger monne være, han
mig tage skal til sig, og til Styrmand bruge
mig, saa jeg Norge aldrig mere skulde se.
Saa
gik vi til China hen, ja derfra og hjem
igjen, men se, hvad nu paa Veien os mødte,
en Tyrk til os kom, han beviste sig saa grum,
han os fangede og tog os med sig hjem.
Vi
gik med ham til Tyrkiet, vi vare dermed ikke
fri, men i Fangenskabs Baand maatte vi gange
i to fulde Aar, indtil vi os derfra slog paa
en Sluppe, som drev os iland.
Vi
kom i en Slup ombord, uden Seil og uden
Roer, men hvor Vinden os hen vilde føre, udi
Dage elleve, indtil vi fik Land at se, hvor vi
naaede den hollandske Grund.
Da
vi kom til Hollands Land, kom til os en
Hollandsmand, spurgte os fra hvad Land vi var
kommen; vi ham strax svarede: vi ere rømmede
af det tyrkiske Fangenskabs Baand.
Han
tog os hjem med sig og pleiede vennelig,
vores Hunger han os mon forlindre, vi dermed
og Hvile fik, vi 6 Mand ilive gik af 300,
som udaf Norge gik.
Noget
mig paa Hjerte laa, idet som jeg stander
paa, det er, hvor jeg et Brev til min Kjæreste
vil skrive, jeg hende deri vide lod, at jeg var paa
Frihedsfod, at jeg egentlig i Holland mon gaa.
Da
hun Brevet fik at se, næsten hun besvimede,
men til Pennen hun sig mon begive, hun ved
Pennen lod mig se, hvad som hjemme nu var
skeet, siden jeg drog fra Norges Land ud.
Jeg
forsandt skal sige Dig, at min Fader ligger
Liig, og min Broder i Søen er begraven, jeg
vil bede Dig, min Ven, reis fra Holland til
mig hen, vi vil ægte hverandre, vi To.
Da
jeg det i Brevet fandt, al min Sorrig den
forsvandt, her ombord jeg mig strax mon begive
paa et dansk Kjøbmandsskib, som til Norge agted
sig, og den Reise gik lykkelig vel.
Da
jeg kom til Norges Land, gik til Bergen jeg
forsandt, for min Kjæreste venlig at omfavne;
hun ved Haanden haardt tog mig, jeg ilive
seer nu Dig, som i fem Aar jeg savnet har.
Vores
Bryllup blev bestemt og for Alle blev be=
kjendt, at jeg hjem fra Tyrkiet nu var kommet,
hendes Fader nu var død, ingen Ven det forbød,
nu blev knyttet det Venskabsbaand.
Hør
I Forældre her, som har Eders Børn kjær,
deres Lykke I ei kunne raade, - thi Gud mager
det vel her, om der faldt lidt Besvær, at det vel
bedre jo ventes kan.