Det var den unge Herr Petersen,
Han ganger for sin Fostermoder at staa,
For han vilde vide hvad Død han skulde faae,
For Synden den var ham saa stor.
Og ikke saa døer Du paa din Sotteseng,
Ei heller bliver Du slagen i Krig;
Men vogt Dig for Bølgerne blaa,
At de ei (trykket: et) forkorte dit Liv.
Og det var den unge Herr Petersen,
Han ganger sig ved Stranden ned,
Der lader han bygge saa kosteligt et Skib,
Det bedste der nogensinde var seet.
Og Skibet det var ud af Valdnøddetræ,
Og Masterne de vare ligesaa,
Men Vimplen var af det rødeste Guld,
Som vajede ovenpaa.
I Dag saa ville vi drikke,
Mens vi kan Brændevin faae;
I Morgen saa ville vi seile,
Om Vinden vil være os god.
De seilede en Dag eller to,
Altid paa den vildsomme Sø;
Nu Skibet stod stille, nu hjælpe (trykket: hjælve) os Gud,
For nu maa vi Alle dø!
Og da de var kommen saa langt ud,
De ingen Præster kunde faae fra Land,
De knælede Alle for Masten ned
Og gjorde deres Skriftemaal.
Og der var baade Skipper og Styrmand,
De styrede det Skib ud fra Land
Til de Begge saa glemte Gud Fader og Søn
Og Gud den Helligaand.
Og det var den unge Herr Petersen,
Nede i Kahytten laa:
Gud naadig trøste mig unge Mand,
For Synden den var mig saa stor!
Thi Kirkerne dem har jeg jo røvet,
Og Klosterne dem har jeg jo brændt.
Og jeg har saa mangen stolt Jomfru
Sin Dyd og Ære skjændt.
Om Nogen af Eder skulle komme i Land,
Og min Fostermoder spørger efter mig,
Saa siig: At jeg tjener i Kongens Gaard
Og staaer mig ganske bravt.
Om Nogen af Eder skulle komme til Land,
Og min Fæstemø spørger efter mig,
Saa siig: Jeg hviler i Bølgen blaa;
Beder hende, hun gifter sig.