Min Fader var en Bondemand
Fra store Blousterude,
Han reiste sig saa vidt i Land,
Snart inde og snart ude.
Han sagde: Du er rask Krabat
I Kroppen og Gebærden;
Men tag saa din Tornyster fat,
Og se Dig om i Verden.

Og da jeg kom til Kjøbenhavn,
En Herre paa mig skraalte;
Det var en Underofficeer,
Han mine Lægge maalte;
Jeg skulde lære Exercits,
Og dygtig Prygl der vanked’;
Men Tapperhed og Krigsmaneer
I Godtfolk der man banked’.

Jeg bragtes til Armeen hen;
Kommando maa man lyde;
Men Fjenden gjorde kort Proces,
Begyndte strax at skyde.
Jeg raabte da til Fjenden hen:
Lad være med de Fagter!
Men inden jeg mig ret forsaae,
Fik jeg et Grundskud agter.

Jeg bragtes til et Lazaret,
Hvorudi der laa Syge,
Min Seng det var et gammelt Brædt,
Og muggen Halm min Dyne.
Af Maanedsgagen blev betalt
Min Feldtskjær og min Doktor;
Men jeg var halt og jeg blev halt,
Trods Draaber og Dekokter.

Da jeg nu bleven var kureert
Og listed mig paa Gaden,
Med Krykken og den ene Fod
Jeg hinked’ ud af Staden.
Jeg tænkte underveis som saa:
Jeg til mit Hjem skal tøfle,
Gid Fanden meer i Krigen gaa
Og lade sig kanøfle.