Jeg spørger dig ikke, om du har Gods og Guld,
Om Rigdom du bærer i Bælte;
Hvad skulde jeg vel med det glimrende Muld,
Saa sjælden om Lykke det meldte.

Jeg spørger dig ikke, om du har mægtig Slægt,
Og højbaarne Brødre og Frænder,
Naar fremad i Verden man kæmper sig kjækt,
Den Modige mangler ej Venner.

Jeg spørger dig ikke, om du har fornemt Navn,
Hvis Ry naaer til fremmede Lande,
Tidt Rygtet er stygt som den skrigende Ravn
Og Usandhed staar paa dets Pande.

Jeg spørger dig ikke, om du i Slottet bor
Og bænkes hos Marskal og Ridder,
De yndigste Blomster om Hytten tidt gror,
Og dejlig er Fuglenes Kvidder.

Jeg spørger dig ikke, om du har Adelskjold,
Og stammer fra tidlige Dage,
Jeg elsker slet ikke den smuldrende Old,
Men lever for Nutid saa fage.

Jeg spørger dig ikke, om Vin og ædel Drik
Du tømmer af Sølvbægre skjønne,
Ved Kilden en lædskende Slurk tidt jeg fik,
Og bredte min Dug i det Grønne.

Jeg spørger dig kun, om dit Blik talte sandt,
Naar kjærligt du saae i mit Øje,
Jeg spørger dig kun, om dit Hjerte jeg vandt,
Da skal os vel Lykken nok føje.

Jeg spørger dig kun, vil du dele med mig
Den Lod, som os Himlen tilsender,
Og elske mig trofast og følge min Vej,
Til Herren i Naade den ender.